Anmeldelser om kunst og kultur i Aarhus

Har du en kulturel oplevelse du ønsker anmeldt, så invitér redaktionen. Vi glæder os til at fortælle om det.

Emilia Therese

» Anmeldelse: Erasmus Montanus, Aarhus Teater

Erasmus Montanus er et Mesterværk!

16. februar 2019. Tekst: Lita Domino 8000.dk

★★★★★★

Christian Lollike er tilbage med sit mesterværk. En nyfortolkning af Holbergs gamle klassiker Erasmus Montanus. Glippede du den i Kulturåret har du derfor nu en uimodståelig chance for at se den, hvor Aarhus teater har hentet den hjem til fødselsstedet igen.

Jeg har for første gang set et teaterstykke der på en gang siger noget meget væsentligt om menneskenes eksistens, skarp kritik af samfundets mekanismer, oplevet dramatiske pragtpræstationer, og fantastiske kostumer, lysdesign helt i top, og meget anvendelige og forbløffende kulisser for historien.

Når videnskab krænker menneskeheden.

Historien om Rasmus Berg der tager til København for at bliver lærd men kommer tilbage til hjemegnen igen. Navnet er nu Erasmus Montanus, og som en anden tryllekunstner kan han bevise at sognets folk lever på en illusion.

Andreas Jebro spiller rollen til perfektion. Han er næsvis og arrogant, han er bedrevidende og aldeles vidunderlig, og han bruger alle tricks til at udbrede sine store nyvundne indsigter til resten af verden. Han udfordrer alle i sognet til diskussions dueller.

Diskussioner der skal fastslå at jorden er rund, og sætter spørgsmål ved det danske samfunds kerneværdier som kristent land. Alt sammen videnskab der i den grad krænker den hjemmelige egns selvforståelse og verdenopfattelse.

Det skaber stærke følelser hos alle at blive konfronteret med så gennembrydende og afgørende viden, og den forførende Erasmus Montanus har desværre ikke lært menneskekundskaber nok til at forstå hvor angstprovokerende det er når selvforståelsen bryder sammen. Han forstår ikke lokalsamfundet kæmper indædt for at fastholde deres tro på jorden som flad og deres indskrænkede syn på det danske samfund som værende baseret på kristne værdier. Han forstår ikke at videnskab kan krænke mennesket. Han selv føler sig høj og ekstatisk af den nye videnskab og kommer på den måde til at være nedbrydende for de retskafne og stædige folk han møder i sin slægt og hjemsogn.

Bidende satirisk og samfundsrelevant

Har vi vænnet os til at blive krænket af ny viden? Næppe, vi diskuterer stadig hvad det danske samfund består i og føler os stadig truet af fremmede mennesker med andre livsopfattelser. Christian Lollike er fantastisk til at sætte samfunds relevante diskussioner på spidsen. Tanker som: ”Rejs for Guds skyld ikke ud i verden for at møde andre kulturer og hold dig væk fra mennesker der tilbyder andre måder at se verden på”, bliver i den grad eksponeret for sin modsætning, i dette teaterstykke.

Et pragtfuld teaterstykke der vil leve længe i mig, og som har givet mig nogle briller så jeg bedre forstår omverdenen og de svære diskussioner som rammer os i denne ”Krigstid”.

Tusind tak til teamet bag Erasmus Montanus og til Aarhus Teater der giver rum til denne fantastiske skildring af videnskab kontra tro.

<
Fotografen.dk

» Anmeldelse: Breaking News, Teatret Svalegangen

Den femte stjerne er for dopamin-klikket på redningsvesten

16. februar 2019. Tekst: Ambjørn Happy 8000.dk

★★★★★

Den hjemløse rumæner på hjørnet af Lille Torv er gået analog, da jeg går hjem fra Teatret Svalegangens Breaking News. Papkruset i hans sprukne hånd rasler med et par mønter, mens han siger goddag til mig. Han er i Århus, han er i verden men knap nok i live. Han hænger på med det yderste af sine fingerspidser.

Alligevel smiler han.

Foran mig går 4 unge mennesker. Hendes kjole er let og luftig, hun har pæne ben. De tre mænd hun er sammen med bevæger sig som den hund jeg ejede en gang. Den hund kunne lugte når naboen satte sin hunhund ud i en snor på græsplænen. Pigen hænger på. Hun er med, på vej til fest, hænger på, men ingen af hendes scorereplikker virker på nogen af de unge mænd. Deres øjne er store og de småløber målbevidst fremad.

Alligevel smiler hun.

Er virkeligheden i sig selv en dopamin-trigger?

Hvorfor bruger vi alle de timer på verdens største dopamin-bordel - de sociale medier? Videnskaben siger vi længes efter de små dopamin-kick som de kunstige medier giver os. Nu, nu, nu.

Vi er på facebook, instagram, tinder, app-dit, app-dat, fordi vi er blevet junkies. Vi er klik-narkomaner, like-narkomaner. Vis mig noget nyt. Klik dopamin i min hjerne. Virkeligheden er blevet for kedelig og impotent.

Hvorfor smiler den hjemløse og den unge pige?

I teaterstykket Breaking News er der gang i den politiske debat. Stykket er et oprør som tænder faklerne for at brænde den kunstige virkelighed ned til grunden.

Det er relevant som altid hos Teatret Svalegangen

Der er point for drejescenen og den politiske historie. Vi veksler mellem det unge par og de kyniske bagmænd. Parret har glemt hvordan man elsker hinanden, og deres barn er en pestilens. De foretrækker dopamin-havet på de sociale medier. Bagmændene griner ad de dumme mennesker der giver alt fra sig - demokratiet, seksualiteten, intelligensen - for at høre en historie om en elefant-unge, eller se et billede af en kattekilling.

Der er også point for skuespillerne. Martine Levinsen for hendes edderspændte oprørske dynamik. Anders Vølpert Momme for det runde, empatiske hjerte. Anna Ur Konoy for begæret. Matias Hedegård Andersen for hans stamina.

Den femte stjerne

Stykket har disse 4 stjerner: Oprørsk, empatisk, begærlig, stamina. Den femte stjerne får stykket for at turde være politisk i en verden hvor du nyder dine likes på facebook mens Titanic fløjter i natten, dampkedlerne kysses af det iskolde vand og de sprækker, stævnen går under vand, agterdækket rejser sig. Vi er på vej ned, med et like og et hjerte på redningsvesten. Tak for dét mod.

<
Fotografen.dk

» Anmeldelse: Parasitterne, Aarhus Teater

Sargun Oshana overrasker med Parasitterne

15. februar 2019. Tekst: Ambjørn Happy 8000.dk

★★★★★

Sargun Oshana overrasker med Parasitterne. Stykket er underholdende, festligt og fornøjeligt. Dels på grund af stykkets forfatter, Soya. På grund af David Gehrts virkeligt flotte og stemningsbærende scenografi. Super gode skuespillere med pragtpræstationer. Temaet - de menneskelige parasitter som snylter, udnytter og bedrager - er aktuelt og vedkommende.

Derfor er der fire stjerner inden vi når afslutningen. Men så overrasker instruktøren Sargun Oshana. Trylleri fra en mester. Udgaven af Parasitterne er hele vejen holdt tekstnært, bortset fra et enkelt velplaceret inshallah tror jeg, og alligevel lykkes Sargun Oshana at give stykket en sublim dimension i en kunstnerisk retning.

Vi har den senere tid givet for mange 5-stjerner, og det er vi også nødt til her. Du skal gå ind og se Parasitterne. 5 stjerner.

Lystspillet som afklæder sig selv

Publikum griner, fordi Parasitterne er et fint lystspil. Marie Marschner står stærkt som den forkælede og amoralske datter, der har fået et barn som er til besvær - indtil hendes moralsk forkrøblede far Herr Gruesen udtænker en plan hvor barnet indgår som lokkemad.

"Sugerøret skal stikkes i Amerika", proklamerer Kim Veisgaard i rollen som Herr Gruesen. God og solid præstation, djævelsk og manipulerende. Det er stakkels Miss Olson det gælder, milionæren der lejer sig ind hos familien på et værelse. Nanna Buhl Andresen gør det fremragende, hun har lært rollen på lyntid og har alligevel overskud til hoftevrid og godt kropssprog.

Den gamle Gruesen er vant til at snyde folk. Det er hans religion. Han vil overtale Miss Olson til at gøre datterens spædbarn til universalarving og bagefter tage livet af den gode kvinde.

Det er en sjov og festlig mordplan. Jeg synes stykket vinder mange point på sin morbide og sorte humor.

Men under det sjove gemmer tragedien sig. Måske du har læst bogen eller set tv-spillet fra 1958. Der er en tragedie dernede. Lystspillet danser mens det afklæder sig sin humor, bid for bid. Det er godt håndværk.

Oshanas tryllekunst

Mens Herr Gruesen planlægger et mord for at gafle Miss Olsons million, har Sargun Oshana umærkeligt haft sine egne planer. Jeg så det ikke komme før afslutningen.

I Sargun Oshanas hemmelige plan står Bodil Jørgensen som instruktørens stærkeste skakbrik. Hun spiller en undertrykt kvinde, der svagt adlyder sin amoralske mand. Hun er dependent, og manden er forfærdeligt hensynsløs. Grå, nedbøjet, nervøs er hun.

Bodil Jørgensen bevæger sig rundt i scenerne med stor troværdighed og komik. Publikum elsker hende. Hun er sjov. Men hun bærer på en plan under sin konekjole. En plan om at forvandle Parasitterne til et kunstværk.

I de afgørende scener trækker instruktøren alle sine brikker sammen - og det er følelserne han bruger. Trådene gennem stykket bliver trukket sammen med et snuptag, så stykket træder i en ny karakter: Parasitterne bliver til en fortælling om smerten ved at være menneske, det bliver til Shakespeare.

Mennesket lever sit liv i et dukkehus, og gud kigger nysgerrigt ind gennem vinduerne for at se hvordan Parasitterne klarer sig. Vi står på bordet i guds drivhus. Et eksperiment, det er hvad vi er. Jeg kan lide det, og det fik jeg med mig hjem. Super dejligt, tak.

<

» Anmeldelse: 'Arternes Oprindelse', Teaterhuset Filuren

Sjovt skuespil for børn, inkl. scene med tryllekunst

7. februar 2019. Tekst: Ambjørn Happy 8000.dk

★★★★★

Teaterstykket gør videnskab sjovt og interessant. I Arternes Oprindelse fortæller man historien om forholdet mellem mennesker. Den næsvise Mary, der vil være videnskabsmand(!), møder verdens støvede mænd og sætter fut i vores fælles bevidsthedsudvikling. Det er lykkedes virkelig godt.

Det er maskerne fra Stephan Vernier der giver de største grin i den muntre forestilling om pigen Mary der fandt nogle forstenede knogler i 1811, beviset på evolutionen. Det er sjove masker som er nemme at genkende for et fantasifuldt menneske. Gamle forstokkede videnskabsfolk. Den gale præst. Den bekymrede mor. Den søde far. Perfekt.

Skuespillerne bruger kroppen så historien er nem at forstå. Det handler om at være en pige på et tidspunkt, hvor den slags ikke var velset. Og finde beviser på evolutionen, som den gale præst bestemt ikke brød sig om. En velfortalt historie om oprør mod kønsroller og religion, fortalt så ethvert menneske over 7 år får noget frem på skærmen.

Det er scenografien der gør publikum glade. Der er en klippevæg fuld af trylleri og en magisk vogn fra videnskabernes akademi. Folk dukker frem og forsvinder, fantasien blomstrer så de gamle knogler fra fortiden bliver lyslevende, det er eminent godt lavet.

Underholdende teater for børn fra ca. 7 år og op til 12-13 år, plus teater for alle fantasifulde og barnlige personer som jeg selv. Tusind tak.

<

» Anmeldelse: '71bodies and 1dance' på BORA-BORA

Gribende multi kunstværk

6. februar 2019. Tekst: Lita Domino 8000.dk

★★★★★

71bodies 1dance Et samarbejde mellem danser og performer Daniel Mariblanca, fotografen Mar C Liop og filmskaber Ursula Kaufmann har udmøntet sig i et prægtigt tre-kronet værk, hvor dans, fotografi og film sætter fokus på et mindretal i samfundet, der ofte skal gå så grueligt meget igennem, før de kan vise sig som de svaner de er. Det handler om transkønnedes identitet, men vi kan alle spejle os i de menneskers mod og proces som de gennemlever for at finde sig selv.

De sorte kasser

I 12 små sorte kasser gemmer der sig en lille flig af 12 menneskers erkendelsesprocesser og mod til at stå ved sin egen skønhed. 12 små indblik der giver stof til eftertanke. 12 små nærbilleder af transkønnedes kamp for at overleve stigmatisering og undertrykkelse der desværre er udbredt i samfundet.

Bravo for nogle flotte små klip ind i den verden, som er hverdag for mange der ikke passer ind i en kasse. Jeg håbede lidt at kasserne eksploderede og de alle sprang ud, for er verden ikke meget smukkere med en mangfoldighed af forskellige køn?

Det skete ikke, men indeni fik jeg en stor oplevelse af at møde disse modige mennesker der boede i kassen. En oplevelse af samhørighed på kryds af køn og oplevelse af inspiration til åbne min egen fjerpragt og være stolt af at være det menneske som jeg er.

Daniel Mariblanca´s svanedans.

71 minutter danseforestilling, hvor Daniels krop er katalysator for 71 livshistorier. Det er et meget smukt fysisk værk på en tom scene hvor den enkelte publikummer kan fordybe sig i den nøgne krops mange udtryk.

Jeg var utrolig begejstret for den intime følelse Daniel kunne skabe i rummet og den overvældende styrke hans krop udviste. En oplevelse af nødvendigheden til at udtrykke sig i kunsten gjorde, at jeg nedlagde alle forsvar og tog ham ind med stor indlevelse.

Det følelsesmæssige rum var stærkt, hvor han udtrykte sin identitetsfølelse gennem 71 danse i en lang dans. Jeg anede nogle små afbræk men oplevede det mest som en helhed. Sårbarheden gik hånd i hånd med et overskud og en styrke som jeg vil tænke på længe efter. Han udfordrede mit kønsbillede af hvordan jeg tænker kønnenes udformning er, og gav mig en stor æstetisk nydelse idet han, i mine øjne, var alle køn på engang. Virkelig fantastisk oplevelse.

Fotografi

Efter danseforestillingen blev alle publikummer ledt ind på en anden scene, hvor der var portrætfoto udstilling af 71 transkønnede og deres historie. Det der fængede øjet mest var det tomme billede hvor der underneden stod at her skulle alle de transkønnede nu og i fremtiden være, som ikke er sprunget ud af skabet.

Tusind tak til teamet bag ”71bodies 1dance” og til BORA-BORA der at huse dem.

<

» Anmeldelse: 'King Lear', Shakespeare på Teatret Svalegangen

Storslået og flot forestilling

5. februar 2019. Tekst: Lite Domino 8000.dk

★★★★★

King Lear Scenen er sat til en gammel klassiker. Der er en musiker og to skuespillere på scenen. Den første er King Lear spillet af Ole Sørensen, den anden skuespiller havde både roller som den skarpsindige nar og som alle døtrene. Og de to herrre gjorde det bravende godt. Med svære replikker og skarp mimik fyldte de scenen ud til kanten af hvad vi som publikum kunne bære af tragedie.

Sproget er utroligt raffineret og jeg beundrer deres store evne til at være til stede i de finurlige sætninger. Men de to herrer var på beundringsværdig vis meget stærke spillere. Det var jeg ikke et øjeblik i tvivl om.

Vanvid.

I tragedien King Lear møder vi magtbegærlighed og intriger og vi bliver ført ind i magt-tindernes arketypiske univers, hvor følelserne afgør alt og ingen er i stand til at tæmme udyret i de indre gemakker.

Det første vanvid vi møde i teaterstykket er King Lears forfængelighed. I stedet for at vælge at bygge sit land på stærke værdier som kundskaber, humanisme, styrke og fælleskab, vælger han at træffe beslutningen om videreførsel af hans rige, ud fra hvilken af døtrene der bedst kan udtrykke hengivenhed og kærlighed til deres far. I flatterende vendinger roser to af døtrene ham og erklærer deres stor kærlighed til ham, men den tredje datter vil kun tale sandhed og vil ikke sige sin kærlighed til ham i ord.

Og der møder publikum King Lears 2. vanvid - Egoismen. Han forkaster den tredje datter og udstøder hende i et hidsighedsanfald over ikke at få hendes strålende ros og smigrende kærlighed til ham at høre. Til hans ærgrelse viser det sig dog at de to søstre der nu styrer landet kun har had og ærgerrighed i hjertet og begår forræderi mod deres far, og kong Lear synker i selvmedlidenhed ind i senilitet og gennemtrængende galskab, det tredje vanvid, hvor han opløser sit jeg og sin forstand til usammenhængende tale.

Relevant og bidende skarpt.

For 400 år siden skrev William Shakespeare stykket King Lear. I Teatret Møllens opsætning er teaterstykket dog langt fra støvet, men har i stor stil stadig relevans for denne verden. Vi slås stadig med store udfordringer i form af magtbegærlige og grådige ledere af nationalstater og med den menneskelige naturs dunkle tilbøjeligheder til hidsighed, egoisme, og benægtelse af kærligheden som den sande vej til menneskets velbindende. Humanismen lever i trange kår, når ”King Lear” er ved magten.

Elektronisk folkmusik.

Jullie Hjetland Jensen skabte et fantastisk lydunivers og er endnu en god grund til at gå ind og se forestillingen King Lear. Med en stribe af forskellige musikinstrumenter og hendes fantastiske stemme, løftede hun forestillingen op til flotte 5 stjerner. Hendes musik og lydunivers var meget rørende og gav teaterforestillingen en dimension af høj kvalitet.

Tusind tak teamet bag King Lear og til Teatret Svalegangen hvor stykket lige nu bliver spillet.

<

Fotografen.dk

» Anmeldelse: Restaurant Olive i Aarhus

Bedste restaurant i Århus? Kun god mad, vinen den kan du selv ta' med

31. januar 2019. Tekst: Ambjørn Happy 8000.dk

★★★★★

Min kæreste inviterede mig ud og spise på Restaurant Olive i Aarhus. Vi havde selv vinen med. Fik de mest velsmagende hvidvinsdampede blåmuslinger til forret. Braiseret lammeskank til hovedret. Den bedste mad jeg har fået i mit liv.

Hvorfor er det så godt på Olive? Måske på grund af køkkenchefen, Nanna Krøjmand.

Restaurant Olive
Køkkenchef Nanna Krøjmand
Hjemmeside Olive.dk
Adresse Kaløgade 1 (Mejlgade), 8000 Aarhus C

» Anmeldelse: 'Kaffe og Kærlighed' på Teatret Svalegangen

Den tragikomiske kvindelige klovn

29. januar 2019. Tekst: Lita Domino 8000.dk

★★★★

Findes der en bedre fortæller end en klovn? Klovnen der stiller skarpt på tidens og menneskets nærværende små kampe med tilværelsen?

Jeg drømmer om en anden tilværelse, hvor jeg er sexet og sjov, kan begå mig med smalltalk og vittigheder, hvor kærligheden vælter mig og beruser min tilværelse. Men i virkeligheden er jeg kikset og kan kommer til at fortælle alt for personlige ting om mig selv til fremmede mennesker jeg ikke kender.

Men der er hjælp at hente, for klovnen Camilla Marienhof træder i denne tid ind på scenen på Teatret Svalegangen og henter alle de pinlige hændelser frem som en usikker single kvindefigur kan opleve og gør det med så overbevist charme og selvtillid at publikum må give sig hen og grine af det spejlbillede hun giver af os kvinder.

Funklende præstation.

En suveræn start på forestillingen vipper mig ud af min lille kasse, jeg befinder mig i, og ind i den tragikomiske klovneverden, hvor toget ruller afsted med en faretruende hast og den kvindelige passager må klamre sig til en stang.

En stang som jeg normalt vil betragte som en pole-stang , bliver i teaterstykket Kaffe og kærlighed brugt til mange forskellige gøremål på kreativ vis. Den kvindelige akrobat, skuespiller og klovn kan med stor præcision og styrke bruge pole-stangen i hendes spil på scenen så det både er gribende og humoristisk.

Genkendelighed

Et af de store problemer som jeg genkender i forestillingen er det enorme spring der nogle gange er imellem det jeg forestiller mig og det der er den egentlige virkelighed.

Når jeg tror at andre mennesker er fantasifulde, sexede, smarte, femme fatal-kvinder der kan klare alle livets udfordringer, mens jeg har trusser på der kryber op i enden, jeg har problemer med ensomhed, jeg har svært ved at score en mand, jeg lever mig for meget ind i mine tanker osv.

Hvis man tænker at det er sådan det er, kræver det vanvittig meget mod at gå ud og møde andre. Men hvis jeg i stedet spejler mig i klovnen og finder min humoristiske sans frem, så ser jeg at alle kvinderne i Teatret Svalegangen griner af de samme ting. Vi kender det alle og så er det måske ikke så faretruende at være single kvinde og gå ud i verden alene og møde andre mennesker. Bravo for den pointe.

Tusind tak til teamet bag Kaffe og kærlighed og til Teatret Svalegangen for at invitere dem til Aarhus.

<

» Anmeldelse: 'Kasse-Madsen' på Teater Refleksion

Levende dukketeater så hjertet jubler

27. januar 2019. Tekst: Lita Domino 8000.dk

★★★★★

I Teater Refleksion er dukkerne levende. Har de mest fantastiske bevægelser og humoristiske udtryk. Dukketeater så hjertet jubler og tårerne triller og det er slet ikke svært at leve sig med i hovedpersonen Madsens tilværelse, for han er jo ligesom et rigtigt menneske, -han er ligesom mig.

Kasse-Madsen er skabt i Teater Refleksions værksted. Og med høj æstetisk sans har han fået liv gennem et tæt samarbejde mellem dukkemager, dukkefører, scenografi og vidunderlig musik. Der er ingen ord i forestillingen, men det er legende let at fange historien om Kasse-Madsen. Det er de essentielle ting i livet der er temaet, og hovedpersonen går igennem en stor magisk udvikling foran os, som alle kan relatere til.

Historien om det finurlige venskab

Det handler om ensomhed. Den kære Kasse-Madsen vandrer alene rundt i tilværelsen, - går alene, venter alene, forundres alene og falder alene, uden at nogen forstyrrer ham i det. Lige til den dag at nogle kasser begynder at dukke op i hans verden. Historien udvikler sig, og til hans store forundring nærmer kasserne sig hans hjerte og han må lukke dem ind. Madsen danser rundt med de levende kasser, han kommer i kontakt med magtudøvelse og magtesløshed, bliver ked af det og trøstet. Han får et dybt personligt forhold til kasserne og til sidst regner det ned fra himmelen med endnu flere vidunderlige kasser, for Madsen er begyndt at elske sine kasser og så er det jo magisk at opdage at verden er fuld af dem og man kan boltre sig i glæde og samvær. Bravo for den pointe.

Eventyret starter i foyeren.

En god oplevelse starter allerede når man træder ind i teateret og det ved Refleksion godt. Så en af dukkemagerne Niels Willum Andreasen har udstillet sine magiske skulpturer i foyeren og de er også værd at bide mærke i. Ud af skrot har han skabt eventyrlige figurer som står rundt omkring, eller hænger på væggene. Fantasien bliver vakt og man for lyst til at fortælle eventyr om figurerne. Tak for den oplevelse.

Tusind tak til teamet bag forestillingen Kasse-Madsen og til Teater Refleksion for en fantastisk oplevelse.

<
Alissa Snaider

» Anmeldelse: 'Feelings' på BORA-BORA

Det Følende Menneske

24. januar 2019. Tekst: Lita Domino 8000.dk

★★★★

Når jeg er ked af det, græder jeg! Når jeg er rigtig glad, græder jeg også! To forskellige følelser, men to ens måder at reagere på. Jeg gør hvad mine følelser byder mig at gøre. Jeg er i tæt kontakt mellem det jeg føler og det jeg gør. Jeg kan vælge at udtrykke mig gennem min krop i kunst, dans, samtale og leg hvor mine følelser bliver modellerbare og hvor jeg kan skabe betydningsuniverser som rækker udover mig selv. Indeni os, har vi et spejl, så vi kan mærke hvilke følelser andre har. Jeg er i tæt kontakt til mine egne følelser når jeg oplever et andet menneske med hjertet. Jeg forbinder mig med andre mennesker gennem mine følelser og sammen kan vi skabe nye sammenhænge.

Den 4. væg

Det er det der sker på scenen i aften på BORA-BORA. Det handler om følelser og i et forsøg på at nedlægge den 4. væg, (Den væg der er mellem publikum og performere) bliver vi inviteret til at sidde utraditionelt på madraser på scenen hvor dansen foregår rundt omkring os. Vi sidder lige midt i følelsernes kaotiske udtryk, og må selv tage ansvar for hvor vi vil have vores opmærksomhed. På de forskellige dansers udtryk eller måske indadtil på vores egne emotioner eller på det spejl der kan opfange følelsernes formidling gennem mødet med andre. Det virkede ikke så heldigt på mig at sidde på den måde, oplevede kun delvist at barrieren forsvandt og i stedet havde jeg svært ved at få mange detaljer med, idet meget af dansen foregik i gulvhøjde, skjult af andre publikummer.

Det abstrakte udtryk

Feelings er dannet af abstraktioner over følelsernes gøren og laden. Vi ser 7 unge dygtige danser, træde i karakter med deres vokabular af danseteknikker stillet til rådighed for kunsten. Deres kroppe er harmoniske i deres bevægelser, de har mange yderstillinger som må kræve meget koncentration og styrke. Kroppene er dog skjulte under mange lag af tøj, (måske som følelser nok ofte også er), hvilket betød at det var svært at fange det bagvedliggende abstraktioner over følelsernes verden.

Det abstrakte blev konkret inden i mig

Når vi lægger fantasien i følelsernes vold, og frariver os vores sammenhæng som menneske, bliver fatamorgana ikke noget der svæver på himmelen som et sløret spøgelse. Emotionerne kan komme til at føleles som vores eneste virkelighed. Følelserne kan få vanvittige konsekvenser idet vi mister vores forbindelse og tilstedeværelse i livet. Her stopper alt leg og kunstnerisk virke, og bliver i stedet til det værste mareridt. Det er den ultimative grænse for hvad følelserne kan forvolde os af skade. Inden da er der uendelige områder at boltre sig på, for følelserne er som naturoplevelser; smukt, barskt, fordrejet, forhutlet, forpint, rosenrødt, farverigt, faretruende, forstenet, ro og kaos, men også særdeles vidunderligt.

Lydsiden

Musikken var lige som dansen meget fragmentarisk og meget stillestående. Der var ikke mange rytmer at støtte sig til for danserne. Det blev hele tiden afbrudt af lange perioder med ingen lyd, hvorefter de samme celler af rytme og toner gik igen. Meget eksperimenterende og tog ikke fokus fra de indre og ydre begivenheder der foregik i rummet væsentligt.

Oplev forestillingen Feelings, hvis du er til et abstrakt kunstværk i dansens verden.

Tusind tak til teamet bag Feelings og til BORA-BORA som huser dem.

<

» Anmeldelse: 'Red Bastard' på Teatret Svalegangen

Verdens største djævel besøger Aarhus: Red Bastard

18. januar 2019. Tekst: Ambjørn Happy 8000.dk

★★★★★★

Red Bastard gør sin entré på scenen i et rødt kostume. Ligner djævlen der har fået forstoppelse. Han har store klumper omkring livet under det røde stof.

De fleste af os er skræmt fra hvid og sans.
Vi har hørt på Youtube at han er værre end djævlen - charmerende, forførende, elegant, sjov, vittig, vanvittig og totalt frygtløs.
Og at han kan få publikum til at gribe fat i hverdagens drømme og føre dem ud i livet, i morgen efter aftenens show.

Sige jobbet op, rejse jorden rundt, skrive en bog, lave en kæmpe skulptur, være en bitch. Det er sådan noget folk gør efter de har oplevet showet. Hjælp.

Red Bastard går over grænsen, shit

Vi er vel 100 mennesker, og vi opdager manden i det røde kostume, Eric Davis, er stærkere end alle os til sammen. Måske fordi han ikke ejer nogen frygt, når han står på scenen. Måske på grund af hans karisma. Han er som et brændende bål af begær, vilje, frækhed, skamløshed. En varm mand. Sådan som selve fanden må være det, og samtidig sådan som vi alle drømmer om at være det.

Manden er sjov. Hans baggrund som klovn og skuespiller, forfatter og instruktør giver ham megakræfter. Vi griner. Han går over stregen, ingen kommer til skade, og det er sjovt.

Efter ikke ret mange minutter får Eric Davis os til at kaste rundt med armene, skifte pladser, synge ind i hans åbne mund.
Men det bliver meget værre end det.

Hvem blandt publikum har du lige nu fantasi om at have sex med?

Sådan et spørgsmål er der ingen som vil besvare. Men glem det. Red Bastard får dig til at svede og fortælle alt, hvad du nogensinde har holdt som en hemmelighed.
Og det magiske sker.
Vi kan li' det.
Vildt skræmmende at være mere sig selv, og meget tillokkende.

Teatret Svalegangen gør det igen. Red Bastard er brølende relevant.

Tør du være dig? Eric Davis er ikke bange for at gribe fat i folk blandt publikum. Hans kvikke hjerne og meget store, kærlige hjerte, sætter os skakmat.

Vi er flere som tænker i hverdagen: "Jeg kan ikke sige hvad jeg vil, jeg kan ikke være mig, sådan som jeg egentlig er".
Og Eric Davis svarer bare: "Hvem vil du så være, hvis du ikke vil være dig?"

Han tør det vi drømmer om. Han er vores guru. Født ud af et knald mellem Paven og Anders Matthesen. Han er Jesus og den lokale gangster. Han er John Wayne og Picasso. Han er større end livet. Han er Red Bastard, og han er på verdensturné.

Vi er heldige at Teatret Svalegangen fik ham forbi Aarhus. Tak for det. Det var fedt.

<

Christian Bang

» Anmeldelse: 'Untz Untz Untz', på Aarhus Teater

Anmeldelse: 'Untz Untz Untz' - techno-dans om kunsten at være fri

17. januar 2019. Tekst: Ambjørn Happy 8000.dk

★★★★★

Godt så. Techno dans på Aarhus Teater Untz Untz Untz. Vi har placeret os rundt i et halvmørkt rum med neonrør i loftet på Studio Scenen. Lidt forfjamskede. Som kyllinger første gang efter de er klækket. Vipper uroligt på fødderne, kigger på den slanke russer midt i vores cirkel. Hun er klædt i sort. En slags gummidragt.

Nastasia. Ivanova. Fra Skt. Petersborg. Allerede dér har hun fanget i min interesse. Skt. Petersborg står for 90% af min underholdning på youtube. De unge mænd i Ruslands største by fra >STOP XAM render rundt og klistrer store etiketter på forruden af biler der parkerer ulovligt.

Men det er en anden sag, tror du. Hvad har khamstvo med techno at gøre? En del, synes jeg. I hvert fald er undertrykkelsen og foragten stor i Rusland. Fra dem der har magt og store biler, ned mod dem der ikke har noget.

Techno, fordi de er fattige. Forkerte. Forulempede. Fortabte.

Det var sådan techno blev født, har Nastia Ivanova fortalt os inden vi kom hertil. Techno er født af kapitalismens sammenbrud i Detroit, alle dens fejl og undertrykkelse. Den voksede op i Berlin, efter muren faldt og alle blev forkerte uden rigtigt at føle sig frie. Techno var deres vej til befrielsen fra undertrykkelsen.

Selv er jeg ikke det mindste undertrykt, så derfor fortryder jeg at jeg fulgte med flokken herned. Musikken stiger, Nastia danser. Det er dog utroligt som den kvinde kan bevæge sin krop.

Uden at sige noget med det.

Skeptisk kigger jeg på hendes fremvisning af moves. Jeg spejder efter et korn eller et græsstrå. At hun udtrykker en tanke, en følelse, en mening. Fordi da vil jeg på mine stive ben bevæge mig lynsnart frem og nappe den godbid.

Men hun bliver ved. Danser uden at sige noget.

Vi er indhyldet i musik og lys. Kigger genert på hinanden. Flytter vægten fra den ene til den anden kyllingefod. Vi ville faktisk gerne danse med, men det virker så uoverskueligt på grund af al den intellektuelle og tankemæssige ballast vi har på skuldrene.

Alle vanerne. Hvordan man skal være. Opføre sig. Fremføre sig. Der skal være mening med alting.

Nastia kaster alt fra sig i sin dans. Hun danser indadvendt i sin egen verden. Hun mærker nydelsen fra bevægelsen i sin egen krop. Følelserne er ikke vigtige. Ikke tanken, ikke ordet, reglerne, vanerne. Hun er fri til at mærke sig selv.

Friheden bagved strukturen, meningen

Mellem os sagt, jeg kunne have betragtet en mand spise en fransk hotdog, det ville give mig samme mangel på mening og indhold.
Der er simpelthen ingen mening i techno, ingen tanke, ingen følelse.
Og det er meningen, forstår jeg.
Uden mening er vi frie. Al undertrykkelse har en mening om os.

At gøre sig fri af al verdens undertrykkelse starter med at frigøre sig selv fra undertrykkende tankevaner og tankefølelser. Smide traditionen og kulturen overbord, være ligeglad med at verden vil presse os ned i en kageform.

Bare danse.
Danse og være fri.

Nastia danser forbi mig med en fremstrakt hånd. Hun kigger mig i øjnene. Der er energi fra hendes håndflade. Hun sætter hånden næsten på mit hjerte. Jeg skælver. Jeg ryster. Mine ben begynder at bevæge sig helt nede fra tæerne.

Men så er showet slut, i samme sekund jeg mærker friheden røre på sig i min sjæl.

Det var en god oplevelse, som med fordel kunne have varet hele natten, hvis man har lyst til at danse sig fri af undertrykkelsen. Måske er jeg lidt hæmmet alligevel. I hvert fald ville jeg gerne have danset mere.

5 stjerner. Untz Untz Untz på Aarhus Teater.

<

Fotografen i Århus

» Anmeldelse: Troen og Ingen på Teatret Svalegangen

Repremiere: Troen og Ingen på Teatret Svalegangen

16. januar 2019. Tekst: Ambjørn Happy 8000.dk

★★★★★

Teatret Svalegangen havde totalt udsolgt på Søren Huss teaterforestillingen Troen og Ingen, som folk bare ville ind og se. I august 2019 er der repremiere på forestillingen. Sorg, det ultimative tab, det er ofte et tabu. På Teatret Svalegangen bliver følelserne til dramatik og god musik, der vil røre publikum uanset hvem man har mistet i livet.

Anmeldelse 5 stjerner: Meget smukt og rørende

Teaterstykket Troen og ingen er meget smukt og rørende. Der blev tørret tårer væk fra kinderne både til højre og venstre for mig på Teatret Svalegangen. Emnet er sorg, og som sådan noget der er tungt og noget vi helst vil fortrænge.

I Troen og Ingen bliver sorgen belyst fra flere vinkler, så jeg finder genkendelse og føler mig rummet i min egen sorg. Der er også sort humor i stykket, og den føles velanbragt. Samt masser af god musik og sang fra Søren Huss.

Scenografi og lys smelter sammen til en imponerende helhed.
Skuespil, sang og musik er medrivende.
Historien er fin og sammenkæder sang, musik og skuespil til en musical der handler om emnet sorg.
Relevans Musicalen berører et emne der er vigtigt for os alle, uanset om man mister eller bliver den som andre mister.
Særligt imponerende Lyset gør noget magisk ved scenen. Video og lys pinpointer områder af scenen og bliver meddigtende i historien.

Medvirkende Jullie Hjetland, Laura Kold, Ashok Pramanik, Nikolaj Mineka.
Tekst Jeanette Munzert.
Idé og instruktion Per Smedegaard.
Scenografi Siggi Óli Pálmason.
Musik/tekst Søren Huss.
Kapelmester Niels Søren Hansen og Nicolai Heyman.
Musikere Niels Søren Hansen, Nicolai Heymann, Tom Bilde, Benedikte Borum Poulsen.

Miklos Szabo

» Anmeldelse: 'Kongens Fald', på Aarhus Teater

Anmeldelse: 'Kongens Fald' er en spektakulær opvisning i Scenografi

10. januar 2019. Tekst: Ambjørn Happy 8000.dk

★★★★★

Teater Tableau. En lille scene med noget lækkert for øjet. Overskueligt og smagfuld. Sådan er scenografien i Kongens Fald. Der er regnvejr, en halvnøgen kvinde hængt op i fødderne, store videokulisser, mere vand, folk der er ved at drukne i et gennemsigtigt bur af plexiglas, et skib til søs, en mand hænger sig, snevejr, heste lavet af menneskekroppe. Kongens Fald er flot.

Æstetisk scenografi, og en historie der blev væk i første akt

Jeg er glad for en god historie, så det tog mig nok det meste af første akt at se bort fra, at instruktøren Carlus Padrissa i store træk lader scenografien spille hovedrollen, fremfor at fokusere mere traditionelt på historien, skrevet af Johannes V. Jensen.
Jeg havde visse indkøringsvanskeligheder i mit stolesæde.

"Det er æstetisk", sagde en af de øvrige publikummer i pausen. En kvinde. En ældre fyr nikkede til hende. "Ja, men det er som om historien er blevet væk", svarede han. Hun var enig. Det er jeg også. Det er scenografien i Kongens Fald der giver den største oplevelse.

Og det er vel okay? Vi er vant til at scenografien støtter op om stykket. Hvorfor ikke lade scenografien træde frem på scenen og være selve hovedpersonen?
Jeg kan godt lide den tanke. Som eksperiment.

God historiefortæller og akrobater

Så, du skal gå ind og se Kongens Fald fordi scenografien styrer showet. Det ser godt ud. Det er smukt.
Undervejs vil du nyde Maria Rossing som historiefortælleren der binder de mange scener sammen. Hun har valgt en rolig og nøgtern stil, men viser sin styrke med en meget fin og moduleret stemme. Særdeles behagelig.

Akrobaterne er dygtige. Smidige. Musikken er god, består mest af en violin - men det er en dejlig violin der træder frem på scenen som om den var en af de medvirkende.

Der er også lidt sjov og humor, men mest sat på som special effekt - det er sjældent den spiller sammen med karakterne og handlingen. Og skræk er der - en kvinde har bedrevet hor og bliver overfaldet på scenen og spyttet på. Meget ubehageligt, men igen ude af synk med handlingen, en special effekt.

Scenografien har hovedrollen

Kongens Fald som tableau, opspændt i en flot scenografi, fyldt ud med dramatiske effekter. Det er godt lavet, det er 5 stjerner. Scenografien sejrer stort blandt publikum. Uden den ville der kun stå en enkelt stjerne tilbage, Maria Rossing.

<

» Anmeldelse: 'Livet, hvor svært ka' det være?', Teatret Svalegangen

To mænd åbner sig i en komedie med sjov, ballade, seksualitet og virkelyst

3. januar 2019. Tekst: Ambjørn Happy 8000.dk

★★★★★

Der er en dejligt gemytlig stemning i Teatret Svalegangen, også denne aften. Totalt pakket, udsolgt. Alle billetterne til Livet, hvor svært ka' det være er revet væk, samt række 13 som er pist forsvundet på de lige numre.

Man skal aldrig købe billet til række 13, heller ikke i flyet eller på hotellet. De har en tendens til at stikke af når de ser deres snit til det.

Række 12 er heller ikke vendt hjem efter juleferien, bare på de ulige numre. Forvirringen er komplet, men computeren har solgt præcis det rigtige antal billetter, så der er sæder til alle.

Stemningen er gemytlig, og så begynder publikum at le

Den gemytlige stemning fortsætter i hele det vidunderlige stykke som Henrik Lykkegaard og Niels Ellegaard giver os. Der bliver grinet, jævnt gennem stykket. Havde ikke troet det ville være muligt. To mænd på en scene, nogle få rekvisitter. Kan man lave populær og underholdende kunst ud af næsten ingenting?

Ja. Tror det er manuskriptet der viser en sjælden styrke i kombination med virkeligt dygtige skuespillere. Livet, hvor svært ka' det være er et super stærkt stykke.

Komik af den underfundige og drivende slags

To gamle mænd, den ene kan ikke gå og den anden ikke huske, mødes om en mazarin tærte. De er snart 80. Det er sjovt, det er komik af den underfundige og drivende slags. Karakterbygningen føder latteren og humoren helt af sig selv, sådan som det ene minut tager det næste.

Men hvordan levede de to mænd da de var 70? Ny scene. Vi er i fitness center med spabad og instruktøren er en pige fra Sverige. Der er stadig gang i de gamle.

Den første scene, hvor de er ældgamle, lægger sig som et fint lag trylledrys over scenen. Det vækker tanker i os. Ikke om at blive gamle, men hvad vi dog laver før vi bliver gamle.

To mænds liv rulles op baglæns, og det er sjovt

Hug i hug fortsætter scenerne nedad i retning mod den gode tid i 40'erne med wegnerbord og skilsmisse, ungdommens tid i tyverne og kæresterne. Teenageårene med det dybe venskab. Skoledrengene som lurer på de bare damer i parken. Børnene i snevejr med en lakridspibe.

Hele deres liv rulles op baglæns. For hver scene bliver der et tykkere og tykkere lag af trylledrys over hovedpersonerne. Vi elsker dem dem dybere og dybere. Publikum mærker at livets fortælling også gælder dem.

Det er ikke dødsattesten vi lever for. Det er livet det gælder. Hvad vi laver inden i morgen, inden familielivet, inden plejehjemmet og så videre.

Mandens indre liv åbner sig i en buket af sjov, ballade, seksualitet og virkelyst

Jeg er ret vild med det stykke. Oven i tilbuddet får man også en sweitzerkniv der fortæller om hvordan din mand egentlig er (eller dig selv, måske). Det er skide godt.

Henrik Lykkegaard er den udadvendte type. Hurtig. Frisk. Pigernes ven. Ikke styr på noget, men tager livet ind i store mundfulde. Den mandskulint, maskuline mand.

Niels Ellegaard er den tænksomme type. Omhyggelig. Fornuftig. Forældrenes stolthed. Han gemmer det bedste til sidst. Den feminint, maskuline mand.

De to sider alle mænd har i sig, to af de fire temperamenter. I Livet, hvor svært ka' det være åbner mandens indre liv sig i en buket af sjov, ballade, seksualitet, virkelyst. To måder at være mand på. Den ene lige så god som den anden, men måske den ene har det lidt sjovere.

Tjek ud for dig selv, hvad du synes. Jeg synes i hvert fald du skal se Livet, hvor svært ka' det være på Teatret Svalegangen. Det er en oplevelse værd. 5 stjerner.

<

» Anmeldelse: En Sand Røverhistorie, Gruppe38

Julemirakel på Teatret Gruppe38

10. december 2018. Tekst: Lita Domino 8000.dk

★★★★

Hvad er et julemirakel? Det er koldt udenfor og for mange er julen en hård tid, hvor spøgelser fra fortiden rumsterer rundt, sult og savn kan føles endnu mere gennemtrængende i lyset af alt travlheden, og andres tilsyneladende glæde kan gnave sig ind i knoglerne. Jeg tror at Teatret Gruppe 38 har fat i den helt rigtig cocktail på et godt julemirakel og det er for alle. Det handler om at glædes ved noget så simpelt og samtidig så forunderlig, som en virkelig god historie fortalt i et magisk univers.

En røverfamilie

Det er en farlig skov, Görringeskoven, for der bor der en røverfamilie, der er så grum og hæslig at man ryster af skræk, når de overfalder sagesløse der tør ride igennem skoven. Men røverne er fattige og sulter for det er kun sjældent at nogen tør at nærme sig. Ingen mennesker kan lide dem, fordi de er så anderledes og grovskårne og derfor er de blevet udstødt af samfundet. Men hver julenat oplever røverfamilen et sandt julemirakel. Der er så magisk og smukt at det næsten ikke er til at tro. Og den historie kan man opleve med egen krop på Teatret Gruppe 38 i denne juletid. Historien bygger på Selma Lagerlöfs ”Legenden om en julerose”, som er en smuk historie om et julemirakel.

Bodil Alling med de mange stemmer

Legenden om Julerosen er frit fortolket af vidunderlige Bodil Alling. Hun er mester i at fortælle historier så både børn og voksen hører virkelig godt efter. Publikum får lov at ligge i hængekøjer og ud over alle publikummer er spændt en himmel af stof, hvor lys og skygger kan understrege en skøn historie. Bodil fortæller med sit talent for personkarakteristikker en medrivende legende, og med få virkemidler er det som at være i Görringeskoven og opleve julemiraklet på egen hånd.

Tusind tak til Teamet bag ”En sand røverhistorie” og til det fantastiske Teatret Gruppe 38 for en rigtig dejlig historie!

<

» Anmeldelse: En Spøgelseshistorie, Teaterhuset Filuren

F*** det var skræmmende

5. december 2018. Tekst: Ambjørn Happy 8000.dk

★★★★★

En spøgelseshistorie på Teaterhuset Filuren er skræmmende. Det stod tydeligt malet i øjnene på de 10-12 årige børn der kom ud efter forestillingen sluttede. En af drengene var ikke i tvivl om karakteren til denne anmeldelse: "Fuck det var skræmmende!", sagde han grinende med store øjne.

Kulisserne er eventyrlige

Successen er skabt i skriverkøkkenet hos Morten Kamuk Andersen og Kaja Kamuk som har skrevet historien. Den er god. Så spændende og medrivende historie, at den kan få børn til at glemme drillerierne og småsnak. Det er en gyserhistorie som fortjener et stort publikum.

Kulisserne, et gennemskåret hus i en skov i flere etager, med naturen projiceret op bagved, skaber den perfekte stemning. Jesper Jepsson sætter lyset, så man virkelig bliver skræmt af effekterne, når husets spøgelse kaster rundt med folk og det hele gynger og braget.

En spøgelseshistorie er kompakt og velsmurt, instrueret af Dorthe Hansen Carlsen. Det er lykkedes hende at skabe nærvær og interesse for alle scenerne, og samtidig er der plads opad i stemningen til de dramatiske højdepunkter.

En velspillet gyserhistorie

En mor, Kirsti Kærn, ankommer til et gammelt hus sammen med datteren Astrid, Bolette Engstrøm Bjerre. Faderen er død, økonomien er faldet sammen, derfor er de flyttet langt ud på landet, hvor der ikke bor nogen.

Men jo! Der bor nogen. Nemlig Rachel, spillet af Ida Lund. Hun er jævnaldrende med Astrid og de bliver venner. Men der er noget med dén pige som er skræmmende. Rachels tøj er fra 1900-tallet, hendes øjne mørke og skulende, hun er bange for vand, og hun påstår hun bor i huset, og har gjort det altid.

Rachel er et spøgelse

Et ondt spøgelse. Hun vil have Astrids mor for sig selv, som erstatning for sin egen mor der døde for 100 år siden. Lige siden dengang har Rachel flakket rundt i skoven, forfulgt af skovmanden, Uffe Kristensen, på udkig efter at blive befriet for sin smerte ved at være en levende, død pige uden mor.

Hvis du kan se en gyser for dig af Stephen Kings dimensioner, så har du ret.
Huha, hvor er mine hjertepiller, en super oplevelse, og børnene var begejstrede helt uden app.

<
Emilia Therese

» Anmeldelse: Sammensværgelse, Teatret Svalegangen

Stærk følelsesmæssig forestilling

4. december 2018. Tekst: Lita Domino 8000.dk

★★★★

Teatret Svalegangens aktuelle forestilling Sammensværgelse er en lille novelleagtig historie der udspiller sig i en familie der rammes af sorg. Moren er den talentfulde professor i psykologi der rejser verden rundt med sin undervisning om menneskets tilbøjeligheder til at lave konspirationsteorier. Hun har tydeligvis styr på teorierne og kan argumentere for mange aspekter, men har ikke følelsesmæssigt forhold sig til menneskene der tænker disse tanker.

Ulykken rammer

I familiens skød elsker hun sin mand og sit barn og da barnet bliver dræbt i et trafikuheld, prøver hun af alt magt at holde distancen til verden og blive i sit succesfulde liv som universitetsprofessor, men sorgen har splintret hendes sind ad og hun bygger en psykoseverden op omkring det hun er og de tanker som fylder hende inden ulykken er sket. Det vil sige at hun skaber konspirationsteorier omkring barnets forsvinden.

Hun møder i sin psykose en mand ved navn Alf, der er lige så splittet og syg som hun selv. De skaber tanker sammen om barnet Carl-Emils ”kidnapning” og om store sammensværgelser der bygger på algoritmer, og tilfældigheder. Moren har store sammenstød med faren, der bearbejder sorgen på en anden måde end hun gør og de har det rigtig svært.

Sammenbrud af den nye virkelighed

Den nye virkelighed, hendes psykose; bryder dog sammen idet hun møder manden Alf. Stykket slutter med en super god pointe. Man kan ikke altid selv vælge hvordan man håndterer sorg og hvis man splintrer sit sind ad, er man syg, og man kan ikke selv vælge om og hvornår man blive rask igen.

Det var en stærk følelsesmæssig forestilling som Teatret Svalegangen har inviteret til Aarhus og det var meget vel spillet. Kunne godt lide at det var meget minimalistisk stillet op, for store kulisser ville have væltet den meget fine og super sarte fortælling.

Tusind tak til teamet bag Sammensværgelse og til Teatret Svalegangen for at inviterer dem på besøg.

<

» Anmeldelse: Lykkerejser fra Happiness Unlimited, BORA-BORA

Jagten på den berusende lykke

4. december 2018. Tekst: Lita Domino 8000.dk

Hvad er lykke for dig? Er det nærvær, viden, leg, nænsomhed, fest, kunst, fælleskab eller noget andet?
Sovser du ligesom jeg rundt i vintermørket med en paraply af tunge tanker og ønsker du dig et afbræk i denne tilstand? Har du smag for lykkeridt, så er Happiness unltd, Pop-up-bureau for eskapistisk lykkerejser, måske en kærkommen pause fra det kedelige grå. Gå blot ind i deres fantastiske univers som er et totalteater-performance i en butik på Frederiksgade (Den lille gågade i Aarhus midtby) og lad dig forundre, opleve varme, imødekommenhed, humor og livsbekræftelse. Selve bureauet er ganske gratis og den mest vidunderlige lykkerejse koster kun en skallet halvtresser.

Bureauet

Jagten satte ind for mig en tirsdag eftermiddag, Tornysteret var pakket og jeg vandrede ind i det opløftende og morsomme univers. Det første jeg mødte var den vidunderlige rejseguide i belønningscentret. Hun viste mig rundt i butikken og gav instruktion i de forskellige måder at opnå lykkekick på. Feks var der to toiletter i vinduet, som handlede om at give slip og blive tilstede med det der er. Eller endorfin-maskinen der hjalp grinet på vej. Der var et stort lykkehjul og blot det at dreje på det gav en funklende latter i brystet. Der var også mulighed for at tage selfies med palmer i baggrunden og meget andet som vi danskere tænker giver lykke. Et satirisk og morsom installation som gav noget at tygge på.

Lykkerejsen

Klokken 16 var der boarding til Lykkerejsen og en lille gruppe og jeg gik ombord i husets kælder og jeg vidste ikke hvad der ventede mig. Vi stillede støvlerne udenfor og trådte ind på første plan af rejsen. En smuk kvinde ledte os ind i en meditation der handlede om at slippe jordforbindelsen og lade os forføre til en flyvetur op til stjernerne. Vi fik udleveret en stjernekikkert som var et kalejdoskop som vi måtte benytte, mens hun dansede i et badekar med lys.

Kakao-gudinden

Derefter blev vi ledt videre til et nyt magisk plan, hvor endnu en vidunderlig kvindefigur lå i en stor seng. Vi blev budt op i sengen til hende hvor hun omsorgsfuldt fortalte et guddommeligt eventyr om gudinden af kakaobønnerne. Derefter tog hun sin frakke af og vi fik lov at male hendes nøgne krop med chokolade.

Festen

Dernæst blev vi lukket ind til en meget varm og herlig norsk fyr, der ville holde en mægtig fest og vi var indbudte. Der var mad og champagne til alle, sjove briller, dans og til sidst sang han en meget rørende norsk vise, der greb mit hjerte, selvom jeg ikke forstod ordene han sang.

Tankevækkende inspiration

Hvor var jeg forundret og indtaget af denne performance som lykkerejsen var. Jeg kunne hente så meget inspiration til mit eget liv, jeg havde følt mig modig og mine grænser havde flyttet sig undervejs og jeg var blevet mødt med sådan en varme og nærvær. Hvordan kan jeg give denne forestilling stjerner som jeg plejer når de jo tog fusen på mig og var noget helt andet end det jeg forventede? Jeg bliver denne gang nødt til at drage chilier ind i billedet, for denne installation og performance er stærke sager og kræver en del mod og medlevelse at opleve, hvis man skal have det fulde udbytte af det. Den får 5 chilier herfra.

Tusind tak til Kassandra-production og til BORA-BORA som står for billetsalget til lykkerejsen.

<

» Anmeldelse: Don Gnu 'Jagten på det grå guld' på BORA-BORA

Originalt og perlende Poetisk

12. november 2018. Tekst: Lita Domino 8000.dk

★★★★★

Jagten på det grå guld Vi kan ikke undgå den; Alderdommen medmindre vi stiller træskoene før den griber vores kroppe, og vi går i forfald. Den sidste del af rejsen hen mod graven kan være svær især, hvis kroppen har været en dejlig bolig at udforske verden med, men aftenens performance fra Don Gnu er alt andet end en jammerdal om alderdommen. For charme og musikalsk poesi er i behold og verden bliver stadig udforsket. Med stor humor sætter teamet bag Jagten på det grå guld fokus på det allervigtigste i menneskets sidste tid nemlig fantasien og humoren. Den bliver aldrig gammel. Den forsvinder ikke fra os.

Alt kan ske!

Publikum bliver inviteret ind på et alderdomshjem, hvor duoen Don Gnu nu ser tv. Her er Otto Leisner i gang med en spørgsmålsleg. Det lyder til at deres liv nu er kedeligt, men det er den langt fra for der er stadig maskulin kamp i de to gubber. De elsker stadig en rask lille magtkamp, -nu om tv’et. Da kroppen ikke kan følge med i en slåskamp mere, må de to oldinge tage en tur ud i fantasien og i bedste Don Gnu stil udvikler det sig til et voldsomt mandeslagsmål. Plejepersonalet falder ind i kampen og de ender med at slå hinanden til plukfisk. Her i fantasien kan alt lade sig gøre. De kan kæmpe, forvandle plejerene til smukke dansende sylfider og flette hjertegribende franske sange ind i dette vidunderlige univers. En række klassiske kunstværker bliver modelleret i kød og blod og de danser med lampeskærme på hovedet. ALT KAN SKE – og det gør det. Stykket slutter med at virkeligheden igen banker på og vi er tilbage til plejehjemmet, hvor døden er en realitet. Don er død fra Gnu og Otto Leisner kører igen på tv’et, men nu er der ikke længere nogen magtkamp tilbage med kun et medlem i duoen. Æv hvor jeg savnede Don i den scene. Det var meget hjertegribende.

Nu med rollator

Det er en super maskulin fortælling om det at blive gammel. Truppen sætter fokus på alderdommen gennem fysisk teater, stunt, dans, akrobatik og komik. Den charmerende duo Jannik Elkær og Kristoffer Louis Andrup Pedersen har i denne forestilling igen inviteret herlige Petras Lisaskus med til selverkendende og humoristisk kamp mod tiden. For tiden har sat sit præg på de ellers så lækre ben og de må nu gå med rollator.

En meget gennemarbejdet og inspirerende forestilling, hvor performance, lys og lyd går op i en højere enhed. Alderdommen er noget man ikke behøver at frygte for med fantasien i behold kan man gøre det til et kunstværk.

Tusind tak til teamet bag Jagten på det grå guld og til BORA-BORA for at huse dem.

<
Foto: Emilia Therese

» Anmeldelse: 'Brænding' på Aarhus Teater

Brænding er sprællevende teater til din julekalender

23. november 2018. Tekst: Ambjørn Happy 8000.dk

★★★★

Brænding på Aarhus Teater handler ikke om de beskidte hænder på byens universitet som tjente milliarder på at forgifte den halve verden, samt forpestede hele Vesterhavet omkring Cheminova. Giftfabrikken er solgt til nogle amerikanere, og på universitetet bader de sig i gift-millionerne og drikker champagne med handsker på hænderne.
Teaterstykket er derfor ikke en forsinket uppercut til pengefolkets kynisme, - den kynisme der mishandlede vestjyder i årtier og ødelagde livet på en del af Vestkysten.

Dramatikkens nye og friske supertalenter

Brænding er derimod et stykke teater skrevet og opført for dig af de rene hænder i Aarhus, - de ungdommelige hænder der tilhører en stribe talentfulde dramatiker- og skuespilelever, helt nye og friske supertalenter fra byens scenekunstskole. Stykket er elevernes præsentationsforestilling, og det stykke skal du gå ind og se hvis du har tid op mod jul. Fordi Brænding er faktisk god.

God og sammenhængende historie

Historien er sammenhængende, selvom den er skrevet af en flok dramatiker-elever i samarbejde. Det er lykkedes at fortælle en homogen historie om det lille samfund ude ved havet, hvor den lokale giftfabrik ødelægger miljøet så både fisk og mennesker bliver syge. (Og ja, byen ligger på en tange).

Men pludselig løfter stykket sig som en drage fra den vestjyske strand, basker med vingerne og flyver op i den dramatiske sfære. Der er noget på spil. Den lille by er plaget dårlig samvittighed. En ung kvinde er død - de siger det var selvmord - og hendes tvillingesøster er blevet udstødt, hvilket har givet hende en dyb angst for alle i byen.

Fabrikkens stifter er død, og hans datter ankommer til byen for at drive virksomheden videre. Hun begynder langsomt at forstå, at kemifabrikken er skyld i at byens folk har det svært med hinanden. Akkurat som i virkelighedens hændelser er byens sociale liv forgiftet af fabrikken, og døde den kvinde virkelig fra selvmord, eller har nogen givet hende et skub, fordi hun ville afsløre forholdene på kemifabrikken?

Brænding er din bedste julekalender

Du kender de her julekalendere med chokoladestykker bagved dagens paplåge. Og du ved du altid drømte om at få en julekalender, hvor hver låge gemmer på en virkelig lækker godbid. Marcipan, hjemmelavet lakrids, kaviar (nåja), måske en guldring, en nøgle til en ny bil.

Brænding er sådan en julekalender, som vi drømmer om. Jeg nød hver enkelt af skuespillernes præstationer, og jeg nød den omhu dramatikerne har skrevet replikker med og også har sørget for en sund kontinuitet.

Brænding er den bedste julekalender. Fuld af overraskelser.
Som for eksempel da vi kommer med fabrikschefen hjem og tre børn springer frem fra mørket. Nej, det er ikke overraskelsen! Overraskelsen er da en ung kvinde banker på døren hos dem. Hun er ramt af fabrikkens gift og beder om hjælp. Nej, heller ikke overraskelsen! Men hun kommer indenfor, og så sker det! Skræmmende.

Fed forestilling, gode skuespillere, god historie, godt arbejde. 4 stjerner, fuldt fortjent.

<

» Anmeldelse: 'Kroppen' fra Bådteatret på BORA-BORA

Anmeldelse: Kroppen er fabelagtig og underholdende performances

21. november 2018. Tekst: Lita Domino 8000.dk

★★★★

Kroppen er en danseforestilling med noget væsentligt på hjertet. Teamet bage aftenens optræden på BORA-BORA brugte en kombination af dukker og menneskekroppe til at udtrykke en række temaer omkring livet med en krop. Under behandling tages der: Den lækre krop, den slatne krop, den dysfunktionelle og fordrejede krop, den syge krop, den sensuelle krop, og den gamle krop. Publikum fik et syn af den ydre krop men vi blev også ført ind under huden til lunger, hjerte og til blodbanerne. Døden var et gennemgående tema i forestillingen, hvilket må sige at ramme noget meget essentielt ved det at være i livet.

Den følsomme krops fortælling

Kroppen er vores hjem, her bliver vi født til et liv i sansernes vold og en dag dør vi og sanserne vil forsvinde. Vores væsen vil forgå. Det er ikke underligt at vi mennesker er meget optaget af den. Den knytter jo netop os til livet, men vi har det med at gå fra en naturlig opmærksomhed på kroppen til at bliver yderfokuseret og ofte har vi et kommercielt syn på kroppen i samfundet i dag. Men kroppen er forunderlig, -skrøbelig og stærk på en gang, så hvad ville der ske, hvis vi omsluttede vores kroppe med naturlig accept og opmærksomhed?

Store planer med publikum

Jeg kunne rigtig godt lide de passager hvor det helt enkle blev dyrket. Hvad skal der til for at vi mennesker oplever en andens krop som levende, Et ansigt, et ben, en arm, en bevægelse? Det blev så levende for mig når jeg kunne knytte min fantasi til figurerne og se dem bevæge sig med små gestus. Jeg kunne have blevet der i forestillingen i timevis, men holdet havde flere planer med publikum. De ville også fortælle om selvfokusering på menneskekroppen, på navlepilleri, om det fordrejede menneskeideal, hvordan vi lader os styrer af selvrealisering, hvordan vi behandler vores kroppe og hvordan vi alle til sidst alligevel må dø og opgive kroppen.
Det var en mægtig spændende aften og for mig nyt at se voksen teater med dukker.

Tusind tak til teamet bag Kroppen og til BORA-BORA for at inviterer dem til Aarhus!

<
Nikolaj Bransholm Photography

» Anmeldelse: 'Huun-Huur-Tu' på Atlas

Anmeldelse: Halvdelen af publikum har sat sig på gulvet

18. november 2018. Tekst: Tomas Dalgaard 8000.dk

★★★★★

Huun-Huur-Tu kommer fra den russiske republik Tuva, hvor naturen er overvældende og storslået. Det kan man godt høre i musikken. Nogle af sangene må være lavet på ryggen af en hest.
Samme trav. Samme rytme.

Huun-Huur-Tu har spillet i mere end 25 år. De har udgivet en del albums med sibirisk strubesang. Så vidt jeg ved er det første gang de spiller i Århus.

Nogen gange kommer der næsten ingen til de mere specielle koncerter i byen, men i aften er der godt fyldt op.

Halvdelen af publikum har sat sig på gulvet

Der bliver helt stille da Huun-Huur-Tu går i gang. Fire modne musikere som koncentrerer sig om at skabe unik musik.

Der er ingen af rockens unoder med billige gimmicks og hundrede guitarpedaler. Instrumenterne er smukke og hjemmelavede. Musikken dvælende.

Sine steder vemodig. Især når Huun-Huur-Tu spiller på den lille mongolske violin.

Musikerne gør ikke meget stuhej af sig selv

De koncentrerer sig om at spille så man kan høre detaljerigdommen.

Der er magiske numre med flerstemmig strubesang

Huun-Huur-Tu skifter ubesværet fra det stille reflekterende smukke til spirituelle shamanistiske sange.

Tak for en god koncert. Det var en rørende oplevelse.

Christophe Loiseau

» Anmeldelse: 'Gerdas Rejse' på Teater Refleksion

Anmeldelse: Gerdas Rejse er en magisk opdagelsesrejse

18. november 2018. Tekst: Lita Domino 8000.dk

★★★★★★

Se så! Nu begynder vi. Sådan starter HC Andersen sit eventyr om Snedronningen, hvor lille Gerda skal så grueligt meget igennem for at finde sin Kay. Teater Refleksion har ladet sig inspirere af dette prægtige eventyr til en installation af magisk lyd, lys, dufte og videooptagelser. Her er ingen skuespillere men en underfundig rejse gennem mange riger i sporene efter den lille Gerda.

Med mine sansers fulde fem

Jeg fik en kæmpe oplevelse på Teateret Refleksion her i formiddag. Med strømpesokker listede jeg mig langsomt igennem mange af de verdner som den lille Gerda vandrede for at finde sin Kay. Jeg mødte rosenhaven, hvor man kunne lege med spejlstykker i et puslespil og her duftede det af blomster. Med et kalejdoskop gik jeg på opdagelse blandt eventyrlige stationer med forskellige skyggespil, fornemmelser af sne, rosenblade og lysspil. Jeg vandrede af stier og trapper, hvor der var krystaller, lys, vand og stof og ledte mig videre ind i et rum med puder, hvor jeg kunne ligge og kigge op i en smuk blomsterhave. Jeg kom videre til en magisk skov der skiftede med årstiderne, som piplede af dyr, lys og lyde og den vidunderlige duft af bark. Jeg kom til en hule beklædt med skind, hvor jeg kunne sidde og lytte til rensdyr. Jeg holdt særligt af is-hulen, hvor jeg kunne se nordlys og smukke krystaller spejle sig i hulens vægge. Til sidst endte Jeg i Gerda og Kays have igen, hvor jeg kunne lægge de sidste brikker i puslespillet.

En perle af et teater

Lige midt i Aarhus hjerte ligger denne perle af et teater, der elsker at give børn og voksne eventyrlige oplevelser. Teater Refleksions forestilling ”Gerdas rejse” er så sansemættet at jeg følte mig helt fortryllet og nærværende da jeg kom ud efter forestillingen. Inspireret og beriget af denne perles julegave til eventyrglade gæster, gik jeg bagefter og tænkte på lege, jeg kunne skabe sammen med børn, jeg kender, og hvordan jeg skulle huske mit nærvær, så jeg kunne opleve den kommende jul og vinter med størst mulig forundring og glæde.

Tusind tak for at vække mine sanser til teater Refleksion og teamet bag Gerdas rejse.

<


» Anmeldelse: 'Den Uendelige Historie' på Aarhus Teater

Anmeldelse: Den Uendelige Historie på Aarhus Teater

15. november 2018. Tekst: Ambjørn Happy 8000.dk

★★★★★★

Barnets fantasi vinder stort i Aarhus Teater juleteater Den Uendelige Historie, og det er i grunden sjældent i en rationel og fornuftig hverdag, hvor børn generelt skal have mere jordforbindelse og lidt mindre fantasi for at kunne slippe gennem skolens strenge krav. Instruktøren Jacob Schjødt er lykkedes fantastisk godt med forestillingen. Publikum både jublede og klappede vildt og længe efter premieren i Aarhus Teater, da vi afsluttede det lange eventyr gennem Michael Endes vidunderlige historie.

Men vi havde også fået den største julegave. Den Uendelige Historie er den store pakke under træet på Aarhus Teater, den gave dine børn vil elske at pakke ud sammen med dig. Og hvis du er lidt ligesom mig, så vil du også selv elske oplevelsen.

Den Uendelige Historie er en 6-stjernet forestilling, fordi lyden er himmelsk, musikalsk og knaldgod. 6 stjerner fordi den nye scene fra Købmand Herman Sallings Fond slår alt hvad du har set nogensinde på Aarhus Teater. Scenerne dukker op fra gulvets dyb, flyver væk under taget. Flokke af stjerner fordi videokulisserne der proiceres op på bagvæggen skaber en eventyrlig stemning.

Og tænker du skuespillerne er i julehumør? Ja, gode, solide præstationer. Det er ikke rimeligt at fremhæve nogen skuespiller fremfor andre, men Ashok Pramanik fortjener stor ros for sin præstation. Elegant i bare fødder springer han adræt omkring på scenen, eller flyver på ryggen af sin drage Fuchur i 10 meters høje. Han er troværdig, sprængfuld af energi, han er fremragende i hovedrollen som Atrejo.

En god historie, fantastisk teknik på den ny scene, dygtige skuespillere, knaldgod lyd, et relevant budskab om fantasiens kraft - er der noget der mangler? Ja, kostumerne som er skabt af Astrid Lynge Ottesen. Der er sjove kostumer og skræmmende kostumer, og uanset er de syet af de flotteste og mest intelligente fantasier. Astrid flytter Den Uendelige Historie fra det professionelle helt op til stjernerne. Tak for dem, dine kostumer er fantastiske, Astrid.

<

» Anmeldelse: Noora Hannula Vs. Soma the Augmented Reality Girl

Mennesket mod maskinen

6. november 2018. Tekst: Lita Domino 8000.dk

★★★★

Menneskenes verden er efterhånden invaderet af teknologi. Selv på kærlighedsområdet er der indtog af virtuelle hjælpemidler der skal give lyst og glæde til den enkelte. Men er grænsen nået når en computer kan være attraktiv og tage alt opmærksomheden fra det virkelige menneske? Er virkeligheden ikke bare sejere end en computer?

Historien i forestillingen

Historien i forestillingen er den at kvinden Noora er blevet meget jaloux på den sexede tegneseriefigur der har et virtuelt forhold til hendes kæreste. Noora opsøger den virtuelle person Soma for at give hende en omgang klø og for at vinde kæresten tilbage.

- Soma er inspireret af en blanding af computerspil som Street Fighter, Lara Croft fra Tomb Raider og de virtuelle japanske kærester fra et spil, der hedder LovePlus.

Et humoristisk indslag i debatten omkring teknologiens placering i verden.

Historien er tynd men til gengæld er der fyret op for effekterne på denne performance på BORA-BORA. Alle publikummer er udstyret med VR-briller. En super tjekket Noora Hannula er formidabel på gulvet i strid kampånd for rettighederne til sin kærlighed. Det er hurtige bevægelser og hun har styr på alle muskler i kroppen. Med en blanding af kampsport og dans ruller hun henover scenen i en Tekken-lignende kamp mod sin modstander, den virtuelle Soma. Teknikken fungerer godt og det er en underholdende ide at skabe et opgør med teknologien på en dansescene.

Tak til teamet bag aftenens forestilling og til BORA-BORA for at huse dem

<

» Anmeldelse: '4:48 Psychosis' på Aarhus Teater

Brutalt og ærligt teater lige i ansigtet på publikum

3. november 2018. Tekst: Lita Domino 8000.dk

★★★★★★

4:48 Psychosis er teater der foregår lige op i ansigtet på publikum. Det er et super kreativt sind der har skabt denne tragedie og jeg kan ikke se den med et filter der beskytter mig fra det. Dels ved jeg at dette er et sidste værk af Sarah Kane, der døde af selvmord efter at have skrevet stykket, dels er jeg så voldsomt rørt over Mette Døssings skuespil. Jeg har ikke set noget lignende før. Dette stykke er ikke en gal kvindes værk. Dette stykke er et menneske der skriver for at berettige sin eksistens og mere end det, det er en historie fortalt fra indersiden af en psykose. En forkrampet og smertefuld tragedie, der er så vedkommende at vi ikke må lave distance til det.

Det fragmenterede menneske

Publikum bliver lukket ind i et rum i kælderen hvor vi er frie til at gå og stå hvor vi vil. I rummet hænger der neonlys ned i lange rør. Det psykoseramte menneske kommer ind i rummet maskeret som en autonom i demonstration. Hun er hurtig i bevægelserne og tydeligt vred. Hun taler til publikum, går helt tæt på ansigterne og fortæller at hun er ked af det, at hun føler sig skamfuld, og at hun ikke vil leve mere, at hun vil begå selvmord. Hun udtrykker dyb smerte og er i sin lidelse et fantastisk og voldsomt billede på et menneske i dyb desperation. Tab af kærlighed, tab af mening. Poesien er faretruende og smuk på én gang. Ordene er skarpe og brutale. Fragmenterne af hendes sind er som farlige bomber i den ”normale” verden, hvor vi tror smerte er når vores kat dør men hos et menneske med en psykose er smertens totalitet mere voldsom, fordi her er det selve grundstenen i vores eksistens, vores identitetsfølelse der spaltes og går i opløsning. Hvis der ikke er nogen til at sætte sig ind i de fragmenter der er tilbage er vi fortabte. Forsvundet fra verdens overflade.

In your Face teater

4:48 Psychosis er et provokerende og eksperimenterende undergrundsteater – kendt som ”In your face theater” hentet hjem fra England. Det er den form hvor publikum er en del af forestillingen og man kan forvente at blive råbt til, skældt ud lige op i ansigtet og inddraget i skuespillet. Det er en voldsom oplevelse og det gør ondt i medfølelsen at se dette stykke, som er så mesterligt spillet af Mette Døssing, uden at være i stand til at gøre andet end at være vidne til tragedien.

Tusind tak til Teamet bag 4:48 Psychosis og til Aarhus teater for at huse forestillingen.

<

Fotografen i Århus

» Anmeldelse: 'Dancer in the Dark' på Aarhus Teater

Dancer in the Dark i et nyt fremragende lys

30. oktober 2018. Tekst: Lita Domino 8000.dk

★★★★★

Hvem tør at tage livtag med mester instruktøren Lars von Triers skæve og vidunderlige musical Dancer in the dark? Aarhus Teater gør, og de tør mere end det. De tør også at skabe deres helt egen musik der bærer historien om Selma igennem hendes tragiske skæbne. De kommer tilmed rigtig godt fra det.

Har du nogensinde lyttet til verden - sådan rigtig lyttet til den? Alting har en lyd, hver en bevægelse har en takt. Sæt det sammen og du har en hel symfoni. Findes der en smukkere måde at være i verden på end at opleve den som musik? En drivkraft til at gøre det umulige, arbejde hårdt, motivere til at holde ud, få det smukkeste ud af tragedier og endda mod til at gå i døden, når det ikke længere er en mulighed at undgå den. Der er en musik i alle disse ting. Vi må bare lytte og lære at finde den, for her er livskraften så stærk at smerten bliver en parentes og ikke selve livet. Det har jeg nu lært af hovedpersonen Selma i Dancer in the dark.

Den hjertegribende fortælling om Selma, det smukke menneske, der må danse sig gennem mørket idet hun gradvist mister sit syn. En skæbne hun vil have tilfælles med sønnen Gene, hvis han ikke får en operation. For at redde ham fra at blive blind må hun skaffe penge til det og det er hårdt arbejde.

Hun prøver at skjule sin egen blindhed så hun ikke mister sit job og dermed sin mulighed for at give sin søn hans operation. Selma er super musikalsk og klarer den hårde tilværelse som blind ved at opleve verden gennem altings musik. Hver en bevægelse og hver en materiel ting har sin egen musik, som holder hende fast i livet og i arbejdet.

Desværre er hun som blind et let offer for omverdens gemene ondskab, og det får fatale konsekvenser for den kære Selma, idet hun finder tillid til politimanden som stjæler hendes penge mens hun er på arbejde på fabrikken og i opgørets time tvinger politimanden hende til at dræbe sig og dermed står hun anklaget for mord. Og bliver dømt til døden.

Musikken er skæv som hovedpersonens rolle, med nogle meget smukke passager og skuespillerne løfter forestillingen op i en fælles kraftpræstation. Scenografien fungerer super godt, idet der er bygget flere scener op omkring Selmas skæbne. Lyset understreger både Selmas musikalitet og den store smerte hun oplever og har en vidunderlig tendens til at danse med på scenen.

Det er rørende at blive indfanget af denne forestilling og jeg kan varmt anbefale at gå ind på Aarhus teater og se den. De stående klapsalver var så velfortjente.

Tusind tak til teamet bag Dancer in the dark og til Aarhus Teater for den flotte forestilling.

<

» Anmeldelse: Spil død, Vol. 13+

Unges angst bliver spejlet på Godsbanen

25. oktober 2018. Tekst: Lita Domino 8000.dk

★★★★

Vi kender det alle, Angsten, der sniger sig ind på os eller vælter os omkuld som en sandstorm. Lammer vores tanker og handlinger og gør os akavet og selvbebrejdende. Usikre på om vi er okay, som den vi er. Og som et ungt menneske er den umulig at komme udenom, når man skal finde sine egne ben at stå på i en meget kompliceret verden.

Den dukker op i vores liv som et helt grundlæggende vilkår for vores overlevelse. Uden det alarmberedskab havde vi næppe klaret udfordringerne ved livet. Men den er også årsag til meget lidelse, for den kan dukke op i vores krop og sind som mange former: Angst, panik, nervøsitet, gysen, generthed, tøven, handlingslammelse osv. Den risler lige så stille ned af ryggen eller splintrer det menneskelige sind itu. Vi kan reagere ved at angribe, flygte eller stivne (spille død) Det ligger i vores gener at reagere på den måde. Spændende tema Hvid Støj teaterproduktion har skabt teaterforestilling ud fra.

Game of life.

Teaterforestillingen Spil død Vol. 13+ er bygget op som et spil i et tv show, Det er tempofyldt og medrivende og kommer med mange eksempler på hvad man kan frygte som et ungt menneske. Stykket danner et spejl der viser unges gru for mange ting i deres verden, og det blev skabt en fin balance mellem humor og alvor så det blev på ingen måder kedeligt.

Mestring strategier

I spillet bliver det tydeligt at det kan være svært at mestre angsten men bestemt ikke en umulighed, for der findes strategier til at takle angst og det er jo så godt at få kommunikeret ud til alle. Det er normalt at have angst og man kan gøre noget ved det.

Skuespillet sad i skabet, Det var følsomt og sejt, Især holdt jeg meget at dansescenen hvor de to skuespillere dansede et lille uddrag af svanesøen. Det visuelle design understregede underholdende formen som et spil i et TV show. Ideen var fængende og jeg syntes at fornemme at det unge publikum kunne spejle sig i det. Alt i alt en god oplevelse. Tusind tak til teamet bag Spil død Vol. 13+ og til godsbanens åbne scene for at huse dem.

<

» Anmeldelse: In Some Sense på BORA-BORA

Et modigt og nørdet projekt

23. oktober 2018. Tekst: Lita Domino 8000.dk

★★★★

Hvorfor ikke lade kroppen danse til filosofi, musikken rokke ved livsopfattelsen og mærke nye politiske strømninger i fysiske sensationer gennem smukke abstraktioner?

Det lyder måske som svært stof, men der er hjælp undervejs, for aftenens forestilling på BORA-BORA var som en opbygning der starter med en grundfundament og langsomt blev der bygget mere og mere på undervejs. Det er som en LP med en A side og en B side. De første scener bliver det tydeligt hvordan en kunstner kan finde inspiration til sin kunst. Her var det rytmer og melodi i Badious talte ord. Og B siden var mere eksperimenterende som det ofte er med musikplader.

Ny Vinkel

Så hvorfor ikke se verden fra en ny synsvinkel? Badiou invitere os til at eksperimentere med os selv i en af hans taler, og slippe negativitet og dette er grundlaget for denne abstrakte forestilling In some sense.

Filosoffen Badiou har en meget særlig stemme, både I form af sit indhold; Han vil gerne have at vi mennesker tænker anderledes I forhold til livet, politik, relationer og vores kroppe, men han har også en særlig stemme, en melodi, en rytme, der har vækket de to kunstnere jazzguitarist og komponist Mikkel Ploug og amerikansk danser og koreograf Tilman O´Donnell til inspiration til forestillingen In some sense.

Fusion

Sprængfyldt energisk eksperiment der åbnede min horisont for hvad sproget kan med sine melodier og rytmer og for hvordan inspiration kan hentes til kunstens verden.

Tak til teamet bag aftenens forestilling In Some Sense, og til BORA-BORA som huser dem.

Vand er intet uden sin attitude

Gæsteanmelder Ambjørn Happy.

Danseren Tilman O'Donnell sidder stille på sin stol, mens Mikkel Ploug slår guitaren an. Det lyder godt, men hvorfor? Hvordan definerer du "god musik"? Jeg synes hans toner er klare og melodiske, der er mange nuancer, tempi og stemninger i hans musik.

Tilman kan ikke sidde stille, hans fødder vrikker og vrider sig. Det spreder sig op til benene, kroppen og armene. Der er en nødvendighed i ham. Han må danse. Han går ud på gulvet og danser. Han er dygtig, men hvem er ikke det? Ethvert menneske kan danse.

Midt mellem de to performere er stemmen fra den franske filosof Alain Badiou. En gammel fransk gut på 80, der lider af samme nødvendighed som Mikkel og Tilman. Kan ikke sidde stille, han skal åbne munden og tale om sandhed, den ny logik, et skifte i filosofien, kampen mod den negative filosofi defineret i subjektets kongedømme, kampen for fællesskabet, drømmen om gruppens enevælde.

Nå, der er altså musik, dans og filosofi på scenen. De klæder hinanden godt. Præcise toner, klare ord, perfekte bevægelser. Og der er ingen mening i noget af det.

Dansen er en stribe attituder, hvoraf jeg ikke havde set en eneste tidligere. Sådan er vores tanker udformet. Den ene tanke griber den næste. Hvad vil der ske, hvis vi opgiver formen og lader tankerne, bevægelserne og tonerne leve deres eget liv?

Det er underholdende. In Some Sense er en god forestilling om tanken, tonen og bevægelsens opløsning i sig selv. Et glas vand som vi hælder ud i havet. Al mening kræver sin omslutning for at eksistere, et hav uden en strand mister sin betydning.

Vand er intet uden sin attitude. Sådan er det at være menneske. Vi behøver attituden for at eksistere. Tak for den oplevelse.

<

» Anmeldelse: 'Mæt af dage', Teatret Svalegangen

'Mæt af dage' er relevant, velspillet og rørende

20. oktober 2018. Tekst: Ambjørn Happy 8000.dk

★★★★★★

Publikum græder, de kan ikke lade være, fordi så rørende er Teatret Svalegangens historie om den unge kvinde Karen der kun tænker på at dø, mens hendes mand Esben holder hænderne for ørene og nægter at hjælpe hende.

Mæt af dage hedder stykket som sætter assisteret selvmord på scenen. Det er en blændende forestilling, fordi den er relevant, velspillet og rørende. Desuden får du også chancen for at opleve - gennem virtual reality - hvordan det mon er at dø, set fra Karens synsvinkel på selvmordsklinikken i Schweiz. Skrappe sager. Folk græd i deres VR-masker.

Mæt af dage må have seks stjerner, selvom temaet er alt for vigtigt og alvorligt til at pjatte rundt med guldstjerner i danskhæftet. Det er bare et godt stykke. Gå ind og se det.

Perfekt stykke teater om liv og død

Forestil dig at Shakespeare og Hollywood satte sig sammen ved et af bordene i caféen på Teatret Svalengangen i Rosenkrantzgade. Planen er at skrive den ultimative historie om liv og død. At være eller ikke at være. Shakespeares eviggyldige tekster sat ind i en hollywood-tåreperser der spiller på følelserne og får publikum til at græde.

Sådan er det blevet. Forfatterens Thomas Markmann har skrevet det perfekte stykke teater om meningen med at leve.

Så Karen vil altså dø, og hvem kender ikke det fra sig selv, eller fra nogen du kender. Folk der vil dø, de er ikke nemme at muntre op. Karens mand, Esben, forsøger med god mad og vin. Kærlighed og kildevand. Men Karen, hun nægter. Psykologen, Kirstine Hedrup, giver op. Karens mor er bekymret, knust af datterens tilstand.

Fremragende skuespil i 'Mæt af dage'

Selvom Karen er en ganske ung kvinde, finder hun ingen mening med livet. Tænker kun på at dø. Esben, spillet af Albert Stein Ankerstjerne med både pondus og en livskraftig karisma, er på grænsen til at gå i hundene. Ved ikke hvad han skal gøre. Karen står stille på scenen mellem publikum. Sårbar, næværende. Vi kan i publikum mærke hendes følelser. Hun er en fugl der er faldet ud af reden. Anna Nøhr Tolstrup forstår at holde publikum fanget, når Karen viser sin smerte ved livet. Ingen store ord, bare et stille blik fra fuglen der er faldet ned på planeten Jorden og slet ikke føler sig hjemme i sit liv.

Hvis din partner ville dø

Hvad ville du gøre hvis din partner ønskede at dø? Det er spørgsmålet. Esben er alene, hans ven - spillet af Jacob Hannibal med en stærk karakter - forsøger at overtale Esben til at få Karen indlagt. Hun er jo syg!, siger han.

Men er hun det? Her bliver stykket til et stykke internt debat i publikums sind. Vi har vel alle overvejet, hvorfor lever jeg? Hvad er meningen med at leve?

Seks stjerner til Mæt af dage. Der er et godt flow i stykket takket være instruktør Anna Schulin-Zeuthen. Karin Gille: Scenografien er stram og asketisk. Lyset har lange og velfungerende skygger, Anders Kjems. Virtuel Reality er skabt af det lokale VR-firma Mannd nede i Filmbyen.

<

» Anmeldelse: 'Drengen der ville være vægtløs', Teatret Svalegangen

Tragedie med masser af humor og effektiv komik

9. oktober 2018. Tekst: Ambjørn Happy 8000.dk

★★★★★

Det er ikke sundt for et ungt menneske at være omgivet af idioter, røvhuller, psykopater og troløse kvinder. Sådan er historien på Teatret Svalegangen. Drengen der ville være vægtløs, hedder stykket skrevet af Thomas Markmann. Det er godt teater. Velfungerende. Professionelt. Masser af humor og effetiv komik takket være Lars Bom og Mette Horn. Hurtige replikker og frisk skuespil fra Mads Reuther og Mekke Wiberg. Godt lys, fin lyd. Det er 5 stjerner, og der var stående bifald.

Den store stjerne i stykket er Nicolai Jørgensen. Han er en tyk dreng der bor alene med sin mor. Faren har de kulet i jorden, og han var ikke bedre værd. Nu er Nicolai alene med Mette Horn som konstant håner og mobber sin søn. Hun har migræne de fleste dage og skal have smertestillende piller op i sin anus. Det får hun sin 19-årige søn til at gøre for sig, fordi hun kan ikke klare sig selv. Siger hun.

Den dreng har det slemt, det kan du høre. Han har planer om at blive voksen, flytte hjemmefra og udforske verdensrummet. Men modet til at flytte smuldrer som en småkage. Hans bedste ven, Mads Reuther, er hård ved ham og kalder ham "flæske". Veninden Mette Wiberg leger med hans følelser, driller ham som en hundehvalp, lader ham gramse på sine bryster "mærk også brystvorten", siger hun, og kaster ham væk med ordene: "Du er bare så sød". Lars Bom er hans chef på jobbet som smed, hvor Nicolai Jørgensen renser faldstammer og bliver overdænget med lort. Chefen boller hans mor, veninden boller hans bedste ven. De regner ham ikke for noget. Han er udstødt. Mobbet. Han er dørmåtte, nederst i hierarkiet, han er selve den pind du bruger for at skrabe hundelort ud af rillerne i din skosål.

Øv. Unge mennesker fødes ind i verden gennem deres familie og omgivelser. På den måde er vi alle fødselshjælpere. I stykket Drengen der ville være vægtløs har de vendt ryggen til ham, så han må føde sig selv. Det er svært at føde sig selv.
Gå ind og se stykket. Det er underholdende, en tragedie, det er drama og komedie. Det er godt. Se om Nicolai overlever sin fødsel som voksen. Det gør han. Men hvordan overlever han?

<

» Anmeldelse: Peeps shows om ensomhed, BORA-BORA

Kender du det at være ensom?

6. oktober 2018. Tekst: Lita Domino 8000.dk

★★★★★

Kender du det, at ensomhed kan føles som om du er fanget i din egne følelsers vold som var det et trådnet, og den bedste ide der kommer til dig er blot at vikle dig yderligere ind?

Eller kender du det, at længes efter menneskelig kontakt men det du møder er digitale stemmer der fortæller, hvilket nummer du er i køen, eller at der er kommet e-post som en computer har sendt?

Eller måske er du gravid, og alle forventer du er i lykkelige omstændigheder, men i virkeligheden befinder du dig i en ensomhed der føles som en rugekasse som er så klaustrofobisk at det ligner et akvarium for mennesker.

Eller kender du ensomheden, som den føles når tankerne konstant bevæger sig op imod håb om nærhed, men at kroppen er efterladt alene uden at mærke kontakt til et andet menneske.

Ensomhedens tomrum, som det føles når vi må synge alene, danse alene, tale alene, huske alene, og måske endda miste forstanden alene? Forestil dig så at nogen lurer på dig i disse allermest smertelige øjeblikke, som et peepsshow, Du er stadig alene, ensom, men nu med publikum på.

I aftenens forestilling stiller Dadadans sig til rådighed og giver disse spørgsmål et kunstneriske udtryk i form af fem installationer, hvor publikum kan lure hvordan et ensomt menneskes indre verden kan se ud. Det gør de på teateret BORA-BORA. De havde skabt fem installationer, opstillet som et totalteater, hvor publikum bevæger sig rundt imellem ensomhedsbokse og kan lure på performerne. Fantastisk ide og meget stærk oplevelse at være publikum i dette kunstværk, for vi blev alle en del at værket, i det vi deltog som lurere og det gjorde stort indtryk på mig.

Jeg blev mægtig rørt hen mod slutningen, da alle performerne begyndte at træde ud af deres installation. De bar alle masker, hvilket gav mig en oplevelse af at de var for angste og for isolerede til at møde verden som de mennesker som de var, men træder i stedet for ud som roller for at beskytte sig selv. Stærk og rå pointe.

Kan varmt anbefale denne forestilling, fordi den trækker tænder ud idet det er kompromisløst ærligt og går løs på tabuet ensomhed. Tusind tak for en gennemført og fantastisk oplevelse til teamet bag aftenens forestilling og til BORA-BORA som huser dem.

<

» Anmeldelse: At glemme... At huske... på Teater Refleksion

To små erindringsperler i byens teater Refleksion.

3. oktober 2018. Tekst: Lita Domino 8000.dk

★★★★★

Når bølgerne drukner vores elskede eller når flammerne fortærer vores dyrebareste er smerten uundgåelig, og efter os må vi slæbe erindringerne om de tab og den rædsel der står som en søjle af lidelse i os. Den bliver tilbage i os som sansninger der ikke vil slippe os, før vi slipper den.

I aften har jeg været vidne til to erindringen om det tragiske ved at stå tilbage efter ulykken har ramt og hvordan de to performere arbejder med det at huske hvad der skete som en nødvendighed.

To meget forskellige og personlige soloforestillinger

Den første forestilling er en slægtstragedie som bliver ved med at ske. Det handler om drukneulykker i kvinden Melanie Thompson liv. Om vandet der kan tage liv men også om vandet der kan hele smerten hos det menneske der har været ramt i generationer. Hun valgte i sin fortælling at rense sig for angst og sorg og på smuk kunstfilm kunne jeg se at hun steg op af vandet til sidst som symbol på at lade den gentagende tragedie få en ende.

Den næste forestilling handlede om en brandulykke som Bjarne Sandborg oplevede som dreng. Jeg blev grebet i hjertet af hans smukke og ulykkelige fortælling. Han sad på sin lille barnestol da forestillingen begyndte og græd tusindvis af sten under sin performance. Han tegnede sig gennem smerten, skrev, og stillede dukkehuse op som viste hans tab. Flammerne der havde fortæret blev baggrund for et skyggeteater. Det var meget hjerteskærende at se ham fanget i sit værste mareridt. Til sidst så det ud til at han fandt en fred ved hans barnemøbler og hans historie sluttede her.

Intimteater

Teateret Refleksion er lille og intimt og jeg blev fanget af kunsternes helt nærværende måde at fortælle livshistorie på, for det kræver både mod og vilje at vælge livet efter at ulykken har ramt og måske var det en nødvendighed at gøre det til kunst. Derfor er jeg oppe at ringe med fem stjerner, for hvor er det dejligt at se performance som gælder livet.

Tusind tak til teamet bag ”At glemme… At huske” og til Teater Refleksion for meget gribende forestillinger.

<

» Anmeldelse: WoMan & WOMAN på BORA-BORA

Vidunderligt og råt danseeksperiment over det feminine

27. september 2018. Tekst: Lita Domino 8000.dk

★★★★★

I aften var sidste aften for The Genderhouse Festival, og den blev sluttet af med maner på BORA-BORA med to soloværker. To vidt forskellige forestillinger men de spiller rigtig godt op imod hinanden og hang sammen idet de begge handlede om at udtrykke det feminine.

WoMAN

Det første solokunstværk var WoMAN hvor koreograf og performer Andreas Constantinou undersøgte sin egen feminine side ved at gå ind i nogle arketypiske roller for kvindelighed. Via masker og enkelte rekvisitter og sin fantastiske udtryksfulde krop, kunne han fortælle om den unge jomfruelige kvinde der bader sig i rosenblade, den modne kvinde der er i sine behov og sanseligheder, og oldinge kvinden hvis krop er magisk og som mindede mig om asiens mytiske gamle kvinder. Der var mange forvandlinger i denne performens og han legede med kroppens udtryk et sted mellem dyreriget og menneskeriget. Det ender med fødslen hvor han lader maskerne blive udstødt og står til sidst nøgen i sin maskulinitet som mand.

WOMAN

Det næste soloværk er performeren Alice Tatge på gulvet med en fantastisk rørende og meget ihærdig fortælling om feminisme, kvindelighed og udholdenhed. Hun løb i stiletter som en fitness dronning, poserede på en stol og gik mannequin med forskellige parykker, alt sammen i et fantastisk tempo. Hun endte med at gå ind i en trance lignende tilstand hvor den samme bevægelse blev gentaget i en uendelighed. Når en bevægelse gentages som i denne sidste del af hendes performens, virker det først komisk, derefter kom jeg i en tilstand af tragedie, derefter jeg blev oprørt og utålmodig, hvorpå jeg gik over i frustration og jeg fik lyst til at stoppe hende. Til sidst opgav jeg min kamp for mening og lod bevægelsen ske som en trance. Det har krævet mod og styrke at lave denne forestilling og jeg tager hatten af for performeren.

Himmelsk adgang gennem lyd og lys

Lyd og lys skal også have en applaus med på vejen i begge solo-forestillinger. Jeppe Cohrt havde fundet alt lige fra dyrelyde til kormusik med himmelsk adgang. Det sad lige i skabet. Lys designet var diskret men meget understøttende det der skete i forestillingerne. Alt i alt en mesterlig aften i teateret. Tusind tak til teamet bag WoMAN og WOMAN, til The Genderhouse festival for en fantastisk måned med flotte arrangementer og til BORA-BORA for at huse det.

<

» Anmeldelse: My Cuntry, Åbne Scene

Provokationen og selvironien der aldrig fandt sted

26. september 2018. Tekst: Lita Domino 8000.dk

★★

Jeg skulle have set en provokerende forestilling om at se sin frygt i øjnene. Jeg havde tænkt at traileren med de to nøgne kvinder, der var at finde på The Genderhouse festivals hjemmeside, var et modigt oplæg til kønsdebatten og bare ordet Cuntry stavet som cunt (læs Fisse) og ikke country som er et land, melder sig ind til at være en lovende og udfordrende forestilling som jeg gerne ville se. Nu føler jeg mig bare totalt forvirret, for der var intet indspark at skue til nogen kønsforståelse ej heller nogen frygt der blev udforsket. Faktisk havde det meget lidt at gøre med frygt for performerne vovede sig aldrig ud over dem selv.

Ingen kommunikation med publikum

Det jeg oplevede var fire skuespillere der var meget optaget af at være en bestemt rolle med indre oplevelser og følelser, men som ikke blev kommunikeret ud til publikum. Selv da en af spillerne tog kontakt fysisk til publikum var der kun de nærmeste der fik hørt hans ord, ”Jeg er en løgner.” Hvad han ellers sagde, fik jeg aldrig fat i.

Fremmedgjorthed i fire roller

Scenen er altså sat med fire figurer der hver især har forskellige måde at være fremmedgjort på. Den første går i et med gardinet, den anden er selvcentreret og befinder sig gemt i sin egen hårpragt, den tredje er en vandrende løgner og den sidste har gemt sig i galskabens verden. Et spændende valg, når disse karakterer skal finde ud af hvad fremmedgjorthed er og komme tilstede som autentiske mennesker i verden. Problemet var at deres fragmentering som var deres måde at håndtere verden på ikke nåede til en egentlig udvikling i stykket. Hvilket var så ærgerligt.

Tak til teamet bag My Cuntry, The Genderhouse festival og til Åbne scene på Godsbanen for forestillingen.

<

» Anmeldelse: Grounded, Teatret Svalegangen

Dødsdronen Reaper er hendes ny gud og vanvid

22. september 2018. Tekst: Ambjørn Happy 8000.dk

★★★★★

Køb en billet, det er en god oplevelse. Takket være den amerikanske forfatter George Brant er der 5 stjerner til Grounded. George Brants tekst kommer snigende på dig, som en panter der kryber gennem græsset. Du aner ikke noget før historien springer frem og tager dig. Det var så rørende og skræmmende, at jeg kom til at græde til sidst.

Dødsdronen Reaper er den ny tids gud højt oppe på himlen. Med sit skarpe blik vælger den sit bytte - og kaboom, nogen er død. Revet fra hinanden med et missil så kropsdelene flyver til højre og venstre.

Grounded handler om en kvindelig pilot der er så uheldig at knalde med Eric. Og det er han god til, og så bliver hun gravid. Ikke på nogen uheldig måde, fordi han er en god elsker og hun tænder for vildt på at han bliver stiv og hård når hun åbner lynlåsene i sin pilot-uniform. Der er heller ikke noget galt med barnet, hun er glad for børn, tror hun. Men uheldigt er det fordi det amerikanske flyvevåben vil ikke have gravide kamppiloter. Derfor bliver Kaja Kamuk grounded, det er hende der har rollen som krigspilot i super-monologen Grounded på Teatret Svalegangen.

Måske vi tænker at i krigen kæmper tapre mænd mod hinanden. Men nej, i dag er krigen på postordre, den er noget man bestiller på nettet. I Grounded får Kaja Kamuk job i en containerby ude i ørkenen. Her sidder hun foran en skærm og udfører de ordrer der tikker ind i hendes headsæt. Det er hende der styrer dødsdronen, den amerikanske Reaper. Et helt igennem fantastisk våben. Det lille fly cirkler over befolkningen i Afghanistan eller Iraq, sådan nogen steder hvor amerikanerne ikke er voldsomt populære. Og det er Kaja Kamuk der styrer flyet fra sin containerby dybt inde i USA.

Det er hende der slår fjenden ihjel. På afstand. Billederne er lerfarvet. Truslen om død er væk, hun lever med sin Eric og deres barn, og går på arbejde for at dræbe folk. Hun er en slagter.

Det går naturligvis galt. Vi bliver skøre når vi dræber på afstand. Menneskets sind tåler det ikke. Det er budskabet i Grounded. Vi skal have vores fjende helt tæt på, så vi kan lugte ham når han dør. Ellers dør vi selv inde i sjælen.

<
Lars K.

» Anmeldelse: Historien om huset, der blev til en prik, Gruppe 38

En stærk og sanselig historie fortalt en sen eftermiddag på Gruppe 38

18. september 2018. Tekst: Lita Domino 8000.dk

★★★★★

Hvordan fortæller man om vrede når den syder inden i, så alle mennesker forstår og kan relatere sig til det? Denne stærke grundfølelse som vi alle har besøg af når vi oplever os uretfærdig behandlet eller vores grænser bliver overskredet.
Bodil Alling, skuespiller og stifter af Gruppe 38, kan gøre det på en så nærværende og sanselig måde at den kan spises af både børn og voksne og jeg spiste med stor appetit både af de smukke finurlige ord, måden de blev fortalt på, det imponerende skyggeteater, dukketeater, og visuelt design. Vreden blev belyst, med skønne fantasirige effekter og en meget hjertegribende historie.

Ensomheden var som en ulv

En lille pige løber hjemmefra, da hendes mor sagde pyt til den store uretfærdighed pigen oplevede, da der ikke var flere jordbær. Pigen blev så rasende at hun løb så langt at hendes hus til sidst blev til en lille prik. Billeder på kulde og ensomhed var som en ulv, og smukke visuelle effekter, skabt af hverdagsting, gav et meget sanseligt billede af barnets indre verden.

Jeg overgav mig

Jeg overgav mig helt til denne skønne fortælling. Både mit indre barn gøs og glædede sig over fortællingen men også mit voksne jeg fik en masse at tygge på, idet teamet bag forestillingen henvendte sig til alle aldre.

Gå derfor ind og se den fantasifulde fortælling med alle sanser og lad dig fortrylle af poesien som dette teater mestre så imponerende.

Tusind tak til Gruppe 38 og teamet bag forestillingen Historien om, huset der blev en prik.

<

» Anmeldelse: ReDoing GENDER på BORA-BORA

Rå og stærk performance - Et kunstværk som jeg aldrig har set det før

14. september 2018. Tekst: Lita Domino 8000.dk

★★★★★★

Det var råt og stærkt. Aftenens forestilling var en sand ener, fra jeg trådte ind i salen til jeg forlod den grebet i hele mit væsen.

Abemanden i et laboratorie

Det første jeg møder, i det jeg træder ind i rummet, er abemanden i et laboratorie. Lidt væk sidder der en klinisk person og tager notater af testpersonens adfærd. Abemanden bevæger sig som et urmenneske og prøver hele tiden at tilpasse sig i et eksperiment der skal danne hans adfærd og følelser. I verden med forbudt og tilladt forsøger han at eksperimentere sig frem til den rette kønsidentitet for ham, men hele tiden ud fra hvordan den kliniske person straffer og belønner.

Fremmedgjort

Fremmedgjort bliver han mere og mere forvirret idet belønning og straf ikke har nogen egentlig pointe, men hele tiden deler ud fra modstridende impulser. Abemanden falder i selvhad sammen på scenen, og må opgive at finde sin identitet som abemand.

I kamp mod sig selv

Han forsøger sig derefter som aggressiv bokser i en kamp mod sig selv. En kamp der er umulig at vinde og han må gemme hovedet i en kasse. Prøver at danse med kassen på hovedet men bliver straffet af den kliniske person for den adfærd. Han må trække sig ud af kassen men denne gang kommer han tilstede som en voksen mand med et grædende babyansigt. En fødsel der sender forundring og smerte langt ind i min sjæl. Han forsøger at virke maskulin men kommer i stedet til at virke grotesk og meget sørgmodig.

Italesat identitet

Den kliniske person begynder at tale til mennesket med babyansigt. Med sin stemme rækker han hånden til forsøgspersonen og ord om smerten, forvirringen og det splittede kønsoplevelse begynder at tage form, Hvem er du som mand? Er du forvirret på dit køn, og vigtige ord om identitet og mening. Mennesket i krydsilden med sin kønsidentitet har brug for en ny begyndelse, og efter at møde tomheden føder han et lille nyt liv. Det nye køn.

Tanker om kønsidentitet

Jeg får mange tanker om hvad kønsidentitet er? Hvad vil det sige at være mand og hvornår er man kvinde? Jeg får også mange tanker om hvordan vi som samfund forsøger at socialisere hinanden til at være noget bestemt. Og oprørske tanker om at skabe plads til at en hver person kan finde sin egen identitet.

Det var råt og stærkt men også utrolig smuk og berigende oplevelse.

Tusind tak til teamet bag aftenens forestilling, til BORA-BORA og til The Genderhouse festival for den unikke oplevelse.

<

» Anmeldelse: WOMANhouse på BORA-BORA

Miraklet sker i aften på BORA-BORA

11. september 2018. Tekst: Lita Domino 8000.dk

★★★★★

Fire kvindelige performere transformerer deres køn for at stille skarpt på det maskuline i forestillingen WOMANhouse. Det er miraklet. The Genderhouse Festival er nu skudt i gang på ægte mande-manér i Aarhus stræder. Velkommen til en farverig festival der handler om køn, identitet og seksualitet.

Jeg blev blæst bagover lige fra starten, hvor de fire performere kommer blæsende ind på scenen som en maskulin stormstyrke. De skiftevis brøler og charmer sig ind i publikums hjerte. Deres sammenspil er fantastisk idet de fremlægger mandekultur som et stærkt sammenhold og alle deres mandelige bevægelser er indøvet med stor præcision. Jeg skiftevis griner og græder, krummer tæer og bliver ærbødig.

Hvad er det maskuline egentlig for noget???

Jeg der elsker en mand og lever sammen med ham, kender de små og store bevægelser en mand kan gøre sig, men kun udefra. Hvad der foregår indeni er en gåde og jeg fik en hjælpende hånd af teamet bag forestillingen på BORA-BORA, da de gav et bud på den hvad det vil sige i humor og alvor at være mand.

Hvad mandens kønsopfattelse er og hvor det maskuline kommer fra, er vel en blanding af det fysiske og det psykiske. Performerne hyllede mandens styrke ved at bære rundt på hinanden i aftenens forestilling, deres udseende og måde at bevæge sig på var dryppende maskulint og de gav smukke bud på den mandelige psyke - gennem tanker, følelser, dans og tilsyneladende robusthed der gjorde deres kønsidentitet klar. Jeg fik en stærk opfattelse af at mandens kønsidentitet ikke kun handler om det mandlige lem, for selv da performerne smed tøjet, var de stadig i manderollen. Bravo for den pointe.

Den maskuline skam

Performerne udtrykte også den mest komplekse problematik en manderolle kan støde ind i, nemlig følelsen af skam der vel egentlig i sin grundfølelse er den største udfordring. Hvor skammen har til formål at bevare en gruppe samlet, kan en ond og sort skam blive en pinsel, når manden skal vælge sin karriere eller undgå udstødelse hvis han ønsker at være mere i kontakt med sine feminine sider, hvilket jo forståeligt nok kan resultere i vrede og aggression.

Dejligt er det i hvert fald at der er så højt til loftet i den store sal på BORA-BORA, for disse mænd der var karakteriseret her er skønne og elsker at folde sig ud og vise aggression, passion og viljestyrke, til musik lige fra Vivaldi og til metal.

Stående bifald efter forestillingen til WOMANhouse på BORA-BORA og det var velfortjent.

<

» Anmeldelse: Faust af Mungo Park

Hvis alt kikser, så få det til at rime

5. september 2018. Tekst: Ambjørn Happy 8000.dk

★★★★

Faust produceret af Mungo Park har fantastisk scenografi af Julian Toldam Juhlin. Djævelsk godt skuespil af Martin Geertz. Blændende godt lysdesign af Jacob HS Rasmussen. Underholdende skuespil af Johanne Dal-Lewkovitch.

Goethe valgte den forkerte idol-plakat

Jeg læste ikke Goethe, men var tvangsindlagt til Iliaden. Strengt og sjælløst lærte Homer mig, at hvis alt kikser, så se om du kan få det til at rime.

Side op og side ned. Det var en krig at komme igennem den bog.

Derfor ved jeg at Johann Wolfgang von Goethe uden tvivl havde en idol-plakat af Homer sat op med tegnestifter på sin væg i Tyskland for 250 år siden, dengang han skrev sin personlige udgave af den tyske legende om Faust, ham fyren der sælger sin sjæl til djævlen. Legenden er 500 år gammel og bygger på en historisk person, alkymisten Johann Georg Faust, død 1540. Hans krop var revet i stykker, så folk antog djævlen tog ham.

Det kunne have været en god og aktuel historie, men Mungo Park fortæller at man med vilje har bibeholdt mange rim og remser, som den germanske Goethe kastede af sig, stramt og sjælløst. Poetisk strækmarch der giver vabler i ørerne.

Tiraderne rimer, ja det gør de. Men Mungo Parks opførelse af Faust på Teatret Svalegangen får publikum til at sidde uroligt i stolene. Det er ikke fedt at høre Goethes urimeligt lange sætninger blive oplæst teatralsk postulerende. Publikum hoster og knirker i stolesæderne.

Fabelagtig scenografi

Mens Goethes replikker kikser rimeligt, så rammer scenografien til gengæld plet mellem mine øjne. Julian Toldam Juhlin er fantastisk i sit job, og han gav publikum en oplevelse for livet.

Overraskende. Fænomenal.

Ja, det er postulater, men svært at beskrive storheden i Julians arbejde. Du har et hvidt kontor foran dig, et rundt vindue ud vil verden, måske et øje. I løbet af stykket dekomponeres kulisserne. Lyset fra Jacob HS Rasmussen skaber liv og uhygge i de hvide kulisser. Mest magisk er det da øjet føder en himmel, et stof helt ud til scenekanten, og Carl Christian Riestra svæver på himlen uden at trække stoffet ned på gulvet.

Man skal se det selv.

Blændende skuespil

Det er altid nemt at være djævel, men Martin Geertz har virkelig meget charme som Mephistoles. Johanne Dal-Lewkovitch spiller godt som den gamle liderlige kælling som er djævlens privatsekretær. Line Bie Rosenstjerne gav replikker som blev fremført oprigtigt og autentisk. Henrik Prip, i rollen som Faust, er en god skuespiller. Han lykkes at holde masken og tale tydeligt, mens han fremsiger Goethes rim.

Gregory Lorenzutti

» Anmeldelse: Split på BORA-BORA

Virtuos danseduet fra Australien på BORA-BORA

4. september 2018. Tekst: Lita Domino 8000.dk

★★★★★

Jeg er grebet både i intellekt og hjerte under denne forestilling på BORA-BORA.

Med intellektet grubler jeg:

To dansere forhandler om et rum der hele tiden bliver mindre og mindre. Denne ene påklædt, den anden nøgen. Jeg får tanker om dialog, forhandling, kamp, flugt, det civiliserede op imod det dyriske, samfundsproblematikker såsom overbefolkning og ikke mindst dybe betragtninger på menneskets identitet: Hvordan er vi til i verden? Hvad er vores tid? Hvem er mennesket og hvor bevæger vi os hen?

Rummet mindskes 8 gange og til sidst er der kun tilbage at dræbe det civiliserede og kampen for eksistensen slutter her.

Mit hjerte danser med følelserne:

Jeg er med i hver bevægelse der sender mig ind den synkrone spejldans. Jeg fanges af deres store talent for at kommunikere på dansegulvet. Deres enorme kropslige styrke og deres bevægelsesperfektion der sidder lige i skabet. Jeg gribes i hjertet, når rummet mindskes og kampen for føde begynder. ”Jeg vil have din kerne af liv, som du har indtaget”. Det nøgne usminkede der angriber, og det tilpassede påklædte menneske der forsvare sig og selv bliver til abstrakt vold. Hårdt mod hårdt, afbrudt af små intervaller af dialogens forhandling om rummet og om tiden.

Det ser ud til at jo mindre tid og rum der er, des mere voldsom bliver kampen. Jeg bliver ked af det, for den krigszone er jo et stærkt billede på at mennesket mister sin balance og sit fodfæste i livet, når det nøgne og det påklædte ikke vil og kan forhandle mere.

Når balancen og det synkrone ikke er mere, og det uciviliserede graver sig ind i kødet på mennesket for at fortære den kerne af liv som kampen startede med, er der ikke mere håb tilbage. Idet mørket omslutter kampscenen og enden på aftens forestilling er en realitet, sukker mit hjerte af sorg iblandet beundring for aftenens performere der kunne lægge krop til denne fortælling.

Gå ind og se denne forestilling af høj klasse, hvis du både vil gribes i intellekt og hjerte, når du oplever danseteater.

Tusind tak til teamet bag ”Split” og til BORA-BORA der var så fantastiske at lokke ensemblet til Danmark.

<

» Anmeldelse: Eja Due i Lyst 2 på Teatret Svalegangen

Hvem sælger sin krop til højest bydende?

31. august 2018. Tekst: Ambjørn Happy 8000.dk

★★★★★

Jeg har set Eja Dues fisse. Den søde tot hår og hendes følsomme læber. Har svært ved at fokusere på ret meget andet, da hun kommer ind i rummet på teatret Svalegangen. Vi er 30 på besøg i bordellet, Lyst#2, øverst i Svalegangens bygning.
Lyst#2 er et stykke dejligt performance-teater, som gavmildt deler spørgsmål rundt og lader publikum finde sine egne svar. Dejligt, fordi det udvider grænserne i mit sind. Det kan jeg godt lide. Forestillingen handler om købesex. Hvornår er man prostitueret, sexarbejder, luder?

'God aften, jeg er din luder for i aften', siger Eja Due. Tror jeg. Fordi jeg kigger nu mest på hendes langlemmede krop, brysternes form, rosenknopperne, det lange hår, de spinkle fingre, armene, knæene. Hun ligner en kvinde. Nøgen.

Hvad er din fantasi?

'Hvordan vil du gerne se mig? Hvad er din frække fantasi? Hvad for noget tøj skal jeg have på, for at jeg lever op til din drøm om den perfekte luder? Tøjet ligger derude.' Eja Due peger på døren. Mænd og kvinder henter trusser der er åbne ved kønnet, brysteholdere, hofteholdere, sygeplejerske uniformer og frække støvler med stilet.

'Hvordan vil I klæde mig på?' Vi kigger tøvende på hinanden. Der er en grænse for hvor mange par trusser en kvinde kan have på samtidigt, indser vi. En ung kvinde hjælper Eja med at tage de orange trusser på. En frisk mand giver hende et slips, og hans gravide kæreste nikker bifaldende. En anden frisk ung mand vikler Ejas bryster ind i husholdsningsfilm. Det ser ikke særlig frækt ud, synes jeg. Jeg ville hellere have beholdt hende nøgen.

Hvad er prisen på et knald?

Og sådan fortsætter forestillingen. Eja holder brændende taler, hvor mændene bliver kastet på bålet. Hun taler varmt for kvindens ret til at tjene penge på sin krop. Der bliver sat priser på et knald, og vi følger med. Jeg tilbyder 1200 kroner, men jeg bliver straks trumpet af en kvinde i vinduesrækken. '3.000 kr.', fastslår hun. En ung kvinde med lyst hår foreslår Eja at sælge sin krop for 10.000 kr. per nat. 'Så kan du altid gå ned i 3.500 hvis forretningen går sløjt.'

Lyst#2 har spørgsmål om købesex som vi besvarer højt eller inde i os selv. Et svært spørgsmål: 'Hvornår er man en luder?' Spørgsmålet der jævnligt drukner i en sort/hvid debat. Måske fordi: Vi bærer jo alle en flig af luderen i os selv. Hvem går ikke på job hver morgen for at sælge sin krop? Sælge os selv til den højest bydende?

Bordellet på Svalegangen har åbent de fleste aftener i festugen, men også om formiddagen. Mit besøg var yderst tilfredsstillende, og jeg anbefaler Eja Dues performance.

<

» Anmeldelse: Trickster - made you look

Unikt møde mellem flere kulturer på BORA-BORA

31. august 2018. Tekst: Lita Domino 8000.dk

★★★★

Publikum fik sig noget af en smagsprøve i aftenens forestilling. Gennem en komposition af musik, dans, drama og improvisation, smagsoplevelser og dufte, smeder teamet bag aftenens forestilling Trickster - made you look et smukt smykke med funklende og farverige perler.
Det er en identitets udveksling der foregår i vores globale tidsalder, hvor mennesker flytter sig konstant og hele tiden må forholde sig til møder med fremmede kulturer. Hvem er os - og hvem er de andre, når vi smeder en nations identitetsforståelse.

Vi møder i forestillingen to kvinder. Den ene fra Iran og den anden fra Cuba. Derudover møder vi også det herlige makkerpar ved musikken, - de to herrer fra Danmark.

Musikken er i højklasse. Både musikere og sangere har nerve og intensitet. Sangene er melodiske og melankolske og jeg fik kuldegysninger af den sørgmodige stemning og længselsfulde toner. Jeg forstod det instinktivt uden at jeg kunne hverken iransk eller cubansk.

Tusind tak for en glimrende forestilling til BORA-BORA og teamet bag Trickster-made you look.

<
Tomas Dalgaard

» Anmeldelse: Imarhan på Atlas

Jeg smilede over hele femøren

25. august 2018. Tekst: Tomas Dalgaard 8000.dk

★★★★★

Imarhan spiller tuareg tranceblues med masser af strøm. De kommer fra det sydligste Algeriet og har spillet sammen siden 2006. Fredag aften gav de et brag af en koncert på Atlas.

Musikken var potent
Huggende akkorder og funky bas
Hypnotiske guitarriffs
Percussion og trommer
Det fungerede rigtig godt
Mange var vi ikke for at høre Imarhan
Men vi blev alle grebet af stemningen
Der blev klappet i takt til musikken
Nogen dansede
Jeg smilede over hele femøren
Selv om jeg ikke forstod teksterne forstod jeg stemningen
Imarhan spillede lidt over en time
De nåede at fyre mange fede numre af
Sange som steg i intensitet
Helt shamanistisk
Jeg gik fra Atlas i opløftet tilstand med gnistrende ører
Det var søreme en god koncert
Tomas Dalgaard.

<

Fotografen i Århus

» Anmeldelse: Friheden, Aarhus Teater i tivoli efter lukketid

Striptease, spåkonen og ugens glade krøbling

23. august 2018. Tekst: Ambjørn Happy 8000.dk

★★★★★

Ja, der er smerte i verden, i livet, i mig og måske i dig. Lidelsen findes. Hvordan kommer vi af med den? Skal vi ikke bare gå i tivoli og glemme det hele?

Jeg kigger rundt på de cirka 30 mennesker der står samlet udenfor Tivoli Friheden. Det er aften. Aarhus Teater er på udflugt. Vi bliver ledt ind i forlystelseshaven efter lukketid. Vi er spændte. De gulhårede stik-i-rend-drenge går forrest mens de slår på tromme. Vi stiger ombord i den gamle karrusel og sætter os på trappetrinene. Så starter eventyret, og karrusellen triller rundt i et roligt tempo.

De tre søstre var soldater i krig

Vi sidder ansigt til ansigt med tre soldater-søstre som fortæller om krigen. De lemlæstede kroppe. Den unge fyr de fangede i et hus og trak ham udenfor for at dræbe ham. Han lignede deres lillebror. Om natten opsøger han dem som et spøgelse, fordi de slog ham ihjel.

Det sker. Der er krig i verden. På mange fronter. Der er lidelse. Og vi er træt af den. Hvad skal vi gøre?

Pjerrot kom ud af et usundt forhold

Pjerrot har truffet sit valg. I en af de seks scener som de fantastiske skuespillere serverer for os, har Pjerrot trukket sig tilbage til Jylland. Århus. Han rejste væk fra Harlekin der som den onde trold opsøger ham i Tivoli Friheden. Den scene - skrevet af Rasmus Krone - er et godt stykke smørrebrød. Den smager af barndommen, den vi forlod uden at se os tilbage. Pjerrot han gør oprør mod lidelsen.

Line Paulsen har gjort Friheden til et stykke godt teater

Instruktøren Line Paulsen har gjort et godt stykke arbejde med Friheden, synes jeg. De seks små forestillinger hænger sammen. Friheden og fantasien, er de muligvis vores to helte der skal slukke lidelsen i vores brystkasse? Du må tage en med ud i Friheden og finde svaret selv.

Vil du have Klokketårnet eller Ønskeøen?

Friheden rummer samfundskritik. Vi er med til Miwa Takahashis begravelse, skrevet af Anna Skov Jensen. Miwa var så heltmodig, så fin, så dygtig. Men stress slog den unge kvinde ihjel. Jeg kigger rundt. Ingen af os føler os ramt. Sådan da.

Heldigvis kommer vi bagefter ud at sejle med sørøverskibet med kurs mod Ønskeøen. For at skibet kan sejle skal vi alle sammen virkeligt ønske at se Ønskeøen. Historien har en pointe. Du må opleve den selv. De to sørøvere beklager siger over at vi vælger både Klokketårnet og Ønskeøen samtidigt. Den går ikke.

Friheden er måske vores vigtigste valg

Vi må vælge. Enten at parere ordre og finde os i lidelsen, eller vi må vælge fantasien, at være kloge, stærke og modige.
Lidelse eller frihed.
Eller...
Den sidste scene i stykket - efter 2 virkeligt underholdende timer med indlagt pause og kaffe og mere sjov - den sidste scene, skrevet af Sonja Ferdinand, gav dig overskriften på denne anmeldelse. Vi har jo en tredje mulighed for at slippe for lidelsen. Nemlig striptease, spåkonen og ugens glade krøbling. Når du har set stykket ved du hvad jeg hentyder til. Det er en god pointe, en god oplevelse. Jeg anbefaler Friheden. 5 stjerner, det er ikke for meget. Den sidste stjerne i stykket, den finder du selv i Tivoli Friheden efter lukketid.

<

Fotografen i Århus

» Anmeldelse: Av, Lollikes Revolution var som en pisk

Fabelagtig historie som gør super mega ondt

15. august 2018. Tekst: Ambjørn Happy 8000.dk

★★★★★★

Det var historien om Ikea der slog det sidste søm i mit kors. Korrekt indført efter ingeniør-tegningen i hæftet. Ingen flugt mulig. Dette er afslutningen på vores liv som vi kender det. Christian Lollikes Revolution afliver overklassens håb for fremtiden, bedreklassens håb. Alle os der kører Audi eller taxa, arbejder for staten eller har egen virksomhed, bor behageligt, cyklen koster 35 tusinde, pensionen er i hus, vi er kloge, vi er dannede, men vi er alligevel panisk ræd for fremtiden, og ishavet, millionerne af sultne flygtninge, plastickontinenterne i Atlanten, den stigende temperatur. Og nu er vi døde - bare fordi vi var så dumme at købe en billet til Revolution - døde, simpelthen fordi Aarhus Teater lokkede os til at se det forfærdelige teaterstykke. Æv.

Så, du er advaret. Se ikke Christians Dommedag. Det gør for ondt. Du vil aldrig igen kunne udtale dig skråsikkert om verdens fremtid.

Algoritmen og kartoffeltryk

Revolution er et nærbillede af mennesker der lever efter en algoritme. Efter et program. Selv når vi forsøger at være kloge og ændre verden, så er vores flotte opråb intet andet end et kartoffeltryk af super kapitalismens knivskarpe selvhad. Bliv hjemme. Hvis du så Revolution vil du bare krympe indvendigt, du vil føle latteren som pisk på din nøgne ryg, fordi du dumt tror det kan redde verden at blive vegetar. Eller at sælge sin bil. Gå i genbrugstøj. Brænde pengene. Flytte i kollektiv på Djursland.

En overlegen forestilling

Og det er sjovt, det indrømmer jeg. Der er fine effekter i forestillingen. Instruktionen er fabelagtig, alle fire på scenen er konstant i bevægelse. Super skuespil der er både komisk og troværdigt. Lyset og lyden er god. Intellektuelt er jeg vild med den forestilling.

Du bliver strippet

Men. Du ved, som et dannet menneske er vi optimistiske. Det er dumt at være lyseslukker og rende rundt med et papskilt med ordene: 'Verden går under i morgen'. Og gå med det skilt hver dag. Dommedagen er noget der hører hjemme på Vestkysten, eller hos folk der er for fattige til at tage flyet sydpå, og de kører heller ikke på vinterferie i Norge.
Revolution tager både dine penge og din optimisme. Den stripper dig for din fernis af godhed og dannethed.

Et budskab til bedreklassen

Vi laver hver dag propaganda for at indsamle øldåser, hjernevaske danskerne til at holde op med at ryge, løbe mere, finde et godt tilbud i Ikea. Og vi ved godt verden går under, med mindre nogen gør noget.
Lollikes stykke er på den måde genialt.
Christian siger, 'Hold op med at gøre noget, I har allerede fucked det nok op!'

Er det revolutionen?

Hold op med at tro på der er et problem, fordi det egentlige problem er os selv?
Du og jeg, samt de børn der vokser op i vores hus?
Åh almægtige teatergud, Lollikes Revolution har lavet flænger i mit spejl.
Hvordan får jeg nogensinde den historie ud af mit hoved igen?

<
Tomas Dalgaard

» På Djengis Khans stepper

Aldrig har der været et større imperium

18. juli 2018. Tekst: Tomas Dalgaard 8000.dk

★★★★★

På Djengis Khans Stepper Særudstilling fra 19. Juni 2018 til 7. April 2019

Moesgaards museums udstilling om Djengis Khans nomader er spændende og informativ. I midten af det store udstillingsrum er der et virtuelt bålsted som man kan sidde rundt om. Trykker man på en knap og tager hovedtelefoner på får man historien om Djengis Khan på dansk eller engelsk. Man hører om fejderne og kampene og hvordan Djengis Khan voksede op og samlede de mongolske nomader der red ud og underlagde sig en stor del af verden.

Aldrig har der været et større imperium.
Hver kriger havde fem heste med. Når en hest blev træt skiftede krigeren til en frisk hest. Det gav en mobilitet som var ukendt på den tid og var en kæmpe strategisk fordel.
Djengis Khan var grusom men også tolerant overfor andre religioner end den buddhistiske.
Så længe vasallerne betalte skat.

Udstillingen fortæller ikke kun om Djengis Khan og hans krigere men også om hvordan mongolerne levede. Der er smukke silkedragter og smykker. Tekopper i sølv og små borde som let kunne pakkes ned. Mediterende lamamunke og lange truthorn som sikkert har kunnet høres over lange afstande. Shamandragter og spejle som skulle holde de onde ånder væk.

Man får at vide hvad nomaderne levede af. Mændene jagede og gik i krig og stod for handel. Kvinderne lavede mad og børn passede husdyrene. Heste og kameler og kvæg. Det var et omvandrende patriarkalsk samfund hvor hver enkelt kendte sin plads og opgave. Og ger’en hurtigt kunne pakkes ned. For at overleve i det barske landskab hjalp alle til.

Indimellem var der tid til at samles og fortælle historier. Spille skak eller musik på den enstrengede violin. En tredjedel af Mongoliets befolkning er stadig nomader men livsformen er truet af udviklingen og klimaforandringer.

Udstillingen kan varmt anbefales hvis man interesserer sig for andre kulturer.


Alt om Aarhus er i fokus på 8000.dk hvor folk deler byens oplevelser indenfor kunst og kultur. Hvis du har et kulturtilbud så fortæl om det, skriv en foromtale i 8000.dk Århus.

8000.dk Århus Se kalender uge 7 Skriv foromtale Redaktion Anmeldelser Kultur video Alt om Aarhus Kultur i Aarhus


På 8000.dk tilbyder skribenter, forfattere, fotografer og journalister en genvej væk fra swipe-telefonen og ud til oplevelser i virkeligheden i Århus. Hvis du har et kulturarrangement så fortæl os om det, eller lav en konto og skriv selv dit arrangement ind i kulturkalenderen der fortæller alt om Aarhus. Der er fri omtale af kunst og kultur i Aarhus. Copyright på tekst og billeder tilhører de respektive rettighedshavere. Synspunkter og meninger henhører til de enkelte aktører. Tjek udbyderen af et kultur-arrangement for de seneste opdates. Billeder af kunst og kultur fra fotograf i Aarhus.



© 8000.dk Aarhus, 2019